Engelsk pibe af pibeler, fra 1600-tallets begyndelse.
Det er ikke kun tobak man har røget af pibe - en del lægemidler er blevet indtaget i røgform - f.eks. i det gamle Rom, hvor man 500 år f.Kr. - altså ca. 2000 år før tobakken kom til Europa, røg af jernpiber. Efterhånden gik man dog atter væk fra at ryge, og man så ikke mere til piber i Europa, førend tobakken introduceredes her i 1500-tallet. De første 1500-tals piber synes at have været af sølv, i hvert fald røg sir Walter Raleigh i 1580'erne af en sådan. Hurtigt kom en fabrikation af brændtlerspiber imidlertid i gang, det var englænderne, der lagde for, og snart var sådanne piber stort set enerådende. De er normalt af rødt eller gult ler, har et ganske lille, skråtstillet hoved, der nærmest virker som en fortykkelse på stilken, og under det en knop - en såkaldt hæl, der blev brugt, når asken skulle bankes ud.
Engelsk pibe af rødler, fra 1600-tallets begyndelse.
Eftersom det ler, man på det tidspunkt havde til rådighed i England, var lidet plastisk, måtte godset gøres ret tykt, og man afstod fra at trykke dekorationer i massen.
I de første årtier af 1600-tallet blev der fundet fint, plastisk ler ved Gouda i Holland, det er ganske lyst, og bliver, når det brændes, hvidt. Leret kaldes pibeler, men det færdige produkt benævnes efter farven kridtpiber.
Det lod sig nu gøre at arbejde med en ringere godstykkelse, og man begyndte at pryde k. med en presset dekoration. K. fremstilledes i forme - gerne af messing, og derfor ser man på mange k. en samlerand påmidten. Snart forrykkedes pibefremstillingscentret fra England til Holland. I 1617 var der kun en pibemager i Gouda, men i midten af 1700-tallet hele 374. Der blev dog også fremstillet k. andre steder i Europa, bl.a. i Danmark, hvor man har kridtpibemagere i Helsingør, København, Stubbekøbing, Nørre Sundby og muligvis andre steder.
Gouda-kridtpibe med sammenslynget stilk. 1700-tallet.
I Gouda var' det kutyme, at mestrene satte deres stempel i pibens hæl, andre steder har man anbragt fabrikationsmærket i et bånd på langs eller tværs af pibestilken eller omkring hovedet. - Der forekommer også eksempler på, at man har udbygget en lille platform i vinklen mellem hoved og stilk og har sat mærket der.
I 1700-tallet fortsætter man stort set med et skråtstillet hoved, og da tobakken bliver billigere, vokser det i størrelse. I forrige århundrede, hvor et hoved, der møder stilken i en vinkel på ca. 90 grader, er blevet idealet, er hovedet ofte uformeligt stort til den spinkle stilk og meget rigt ornamenteret.
I 1600-tallets anden halvdel forsøger man sig i stadig større omfang med dekorerede k., det kan f.eks. være et kronet spejlmonogram på hovedet og et tekstbånd ned ad stilken. J reglen klarede man sig dog med en beskeden bort om mundingen, evt. suppleret af en indkradset inskription. I anden halvdel af 1700-tallet tager dekorationsglæden fart man former pibehovedet som et menneskehoved eller lader måske stilken løbe ud i en rovfugleklo, der fatter om pibehovedet. Endnu yppigere bliver det i begyndelsen af forrige århundrede, og f.eks. Napoleon har måttet lægge hoved til mange k.
I løbet af forrige århundrede går man i nogen grad over til andre, mere solide pibetyper, men k. går aldrig helt af brug, bl.a. overtages den af børnene, som bruger den til blæsning af sæbebobler.
Når der skulle ryges af k. havde stilken en stor betydning, en kort stilk gav varm og fugtig røg, som måske var knap så behagelig. Af samme grund yndede mange en lang stilk, hvilket imidlertid gaven sart k., som var meget udsat for at knække. Skrøbeligheden kunne dog til en vis grad imødegås, ved at man viklede pibestilken op. J England blev denne konstruktion oparbejdet til det helt groteske. Man havde piber med meter-lange rør snoet i de sindrigeste slyngninger. Hovedparten af disse piber er glaseret lertøj, og stilken er bemalet som en slangekrop, medens hovedet enten er et gabende slangehoved eller slangen gaber om pibehovedet.
Det er ret sjældent at finde hele gamle k., men brudstykker af dem kommer ofte til syne ved udgravninger i gamle bydele eller ved oprensning af voldgrave eller gamle havnebassiner.