Krudthorn med slagscene, renæssance (Tøjhusmuseet).
Til opbevaring af krudt til forladergeværer. Ofte meget smukt udført i metal, ben, skildpadde etc. Kendt fra renæssancen.
Krudthorn af hjortetak med udskårne motiver. Renæssance (Tøjhusmuseet).
Til opbevaring af krudt har man haft særlige beholdere, som kaldes krudthorn eller krudtflasker. Ofte er horn af okse eller vædder blevet anvendt som materiale, og for at opnå en bekvem form, kan hornet være opvarmet og presset fladt. På primitive eksemplarer har man nøjedes med at save spidsen af og erstatte den med en træpløk, samtidig med at man har lukket bunden med en træplade. Mere udviklede typer har imidlertid en hældespids med skruelåg eller med fjederlukke, og i visse tilfælde er spidsen konstrueret således, at man kan afmåle krudt i den.
Blandt andre yndede materialer kan nævnes ben, det nederste af kronhjortegevirer, træ, læder og metal. Såvel horn som ben kan være med ibrændte eller indridsede motiver og mønstre, som måske tilmed er blevet sværtede eller farvede. Ligeledes skæringer i fladt relief forekommer. Træ-hornene er gerne udskårne, eller - hvis der er brugt masur - polerede, og beslagene kan være af sølv. Læderflaskerne er gerne af stift materiale og måske prydet med pressede mønstre og indsatte stifter. Metalhorn kan være med drevne eller - senere - pressede motiver, men også indlagte eller filede udsmykninger forekommer. K. har deres kunstneriske storhedstid i renæssancen og den tidlige barok, og hos landbefolkningen har man ofte udført ganske dejlige stykker. Således i Norge, hvor en del k. prydes med ryttermotiver. Ofte har man tilstræbt at give f.eks. metalhorn form som et naturhorn, men lige så ofte har k. flaske eller pungfacon. Med indførelse af bagladergeværer og patroner i anden halvdel af forrige århundrede, bliver k. uaktuelle.