I auktionskataloger og salgslister er det nødvendigt med en
nøjere angivelse af en mønts kvalitet, dvs. graden af sliddet samt andre skader
bestemmende for møntens værdi, især hvis mønten ikke er afbildet. Fra 1938/39
er i Danmark benyttet følgende skala, der dog med tiden er blevet modificeret:
M = Medaljepræg. Præget med polerede stempler på polerede
blanketter, hvorved fremkommer en perfekt spejlblank overflade.
S = Stempelglans. En perfekt ucirkuleret mønt med en
ekstraordinær pæn overflade uden dog at være spejlblank. Desuden stilles det
krav, at den ikke må have småhak eller ridser - den skal altså være
»håndplukket«.
0=Ucirkuleret. En perfekt mønt, der ikke har været i
cirkulation. En sådan mønt skal have fuldt møntskær, men småhak eller ridser,
der stammer fra udmøntningen, hvor mønten falder ned blandt andre mønter,
tillades.
01 = Meget pænt eksemplar. Mønten har ingen tegn på slitage
bortset fra, at de allerhøjeste punkter er »gnubbet« lidt, og at mønten har et
mindre pænt udseende, idet en del af møntskæret er forsvundet.
1+ = Pænt eksemplar. Mønten viser tegn på slitage på de
højeste steder efter at have været i cirkulation, og møntskæret er helt
forsvundet.
1 = Acceptabelt eksemplar. Mønten har været en del i
cirkulation og viser overalt tegn på slitage, dog ikke så meget, at den ikke
giver mønten et acceptabelt udseende.
1-=Noget slidt eksemplar. De fleste af møntens detaljer er
på det nærmeste fladslidte uden dog at mangle helt.
2 = Dårligt eksemplar. Stærk slidt mønt, men årstal og
karakter stadig synligt.
3 = Meget dårligt eksemplar. Mønten er så slidt, at den kun
med vanskelighed lader sig identificere.
Der kan godt benyttes gradueringer mellem to grader f.eks.
01-1+, der betyder, at kvaliteten ligger imellem disse to. Står der derimod
01/1+, betyder det, at forsiden er i kvl. 01 og bagsiden er 1+. Før i tiden har
man i Danmark benyttet andre systemer i kvalitetsvurderingen.
Lit: P. Flensborg: Mønter som hobby (Kbh.lg78) s.54-58; P.
Flensborg: Kvalitetsvurdering af danske mønter 1874-1972 (Kbh.1981); Nils
Lundin: Kvalitetskursus I-III (Møntavisen nr.7-9).
..