Rokokolås med tre rigler og låseblik prydet med gennemhugne og drevne motiver (Poul Kinafarers Gård).
Den væsentligste del af l. er rigelen, den tap, som kan skydes ud fra låsen og ned i en udhugning. Det kan f.eks. dreje sig om en dør. Når dørfløj en er lukket og rigelen skudt ind i karmen, kan døren ikke åbnes på ny, før man har trukket rigelen tilbage.
I gammel tid sad l. udvendig på den ene side af døren, og da l. gerne var af en åben konstruktion, voldte det ikke kvaler at skyde rigelen tilbage. Kom man fra den anden side, måtte man imidlertid have et særligt redskab - en nøgle - som man gennem et nøglehul i døren stak ind i låsen og påvirkede rigelen med.
For at nøglen skulle gøre nytte, måtte den have en kam, og rigelen have et indhak, som svarede til denne kam. Når man så drejede nøglen rundt, greb kammen fat i hakket i rigelen, så den kunne føres et stykke frem eller tilbage. Når man imidlertid havde drejet lidt frem, mistede nøglekammen kontakten med rigelen, og det stykke, den havde bevæget sig, var måske ikke tilstrækkeligt til, at døren var låst op. Man måtte derfor have rigelen til at køre et ret pænt stykke, og det kunne enten ske ved, at man gjorde nøglens kam meget stor eller ved, at man lavede to indhak i rigelen, således at to nøgleomdrejninger kunne komme den tilgode. L. til en omdrejning kaldes enkeltlås, en l. til to omdrejninger er dobbeltl. Det er den enkleste type, og den anvendes stadig.
Hvis man af en eller anden grund ikke ønskede, at rigelen skulle kunne drejes tilbage, kunne man lave en udskæring i den og smække en tap ned i den, så rigelen blokeredes. '
Fejlen ved denne enkle l. type var, at man kunne åbne den, blot man havde en nøgle med en kam, der størrelsesmæssigt nogenlunde passede. Man udfandt derfor metoder til at sikre låsen. Dette kunne f.eks. gøres ved at lave en udskæring i låsepladen, så kun en nøgle af bestemt type kunne gå igennem. Ydermere kunne man på indersiden af låsepladen rundt om nøglehullet lave nogle cirkulære ribber, som passede ind i udskæringer i kammen på nøglen. Hvis man ikke brugte den rigtige nøgle, standsedes kammen af ribberne, så den ikke kunne drejes rundt.
Der fandtes mange forskellige typer l. og mange sindrige sikringssystemer, med fjedre, der fik rigelen til altid at indtage en bestemt stilling, når man ikke havde nøgle i l. osv. Det var imidlertid ikke alle l. der skulle nøgle til. I 1540 blev den såkaldte bogstavlås - den første kodelås - opfundet. Den består af en cylinder med en række ringe, hvorpå der står forskellige bogstaver. Ved at dreje ringene, kan der laves forskellige bogstavkombinationer, og har man fundet frem til den rette kombination - evt. et bestemt ord, vil en række tappe i cylindrens indre samtidig være drejet til side, så rigelen har fri passage og kan trækkes ud. Bogstavlåsen er blevet brugt som hængelås. I hængelåse af den mere almindelige type, har man i stedet for en stangrigel brugt et hjulrigel, der ved nøglens hjælp drejes ud af eller ind i udhugningen i låsebøjlens ende.
L. har været kendt allerede i det gamle Ægypten - se trælås. Metall.. anvendtes i hvert fald i Romerriget, og var almindeligt brugte i middelalderen. I gotisk tid blev låsesmederiet en højt udviklet kunstindustri, og ikke mindst de tyske låsesmede havde et godt ry. Man ornamenterede l.'s plader på forskellig vis: gennembrød dem i smukke mønstre, graverede mønstre, ætsede motiver og lagde måske også taucherede dekorationer med guld og sølv ind i jernet. Også pånittet ornamentik betjente man sig af. I renæssance og tidlig barok arbejdede man stort set efter de samme linier, men med en anderledes ornamentik.
Undertiden optræder der i handelen meget store kunstfærdige løse l. En del af dem er utvivlsomt rejsel. Sådanne brugtes af standsperson er på rejse og monterede s på døren, når man kom til en ny kro, og ikke ønskede at blive forstyrret af tyve eller røvere. I barokken bliver det almindeligt, at man indfælder 1. i selve døren og dækker stedet med plader eller anbringer l. i en kassekonstruktion af passende størrelse. Man kalder sådanne l. for kassel.