lak (persisk):
A. saft af laktræet Rhus vernicifera, som i størknet form bruges som materiale for skulptur og brugskunst. Som kunstart i Østasien ligestillet maleriet.
B. væske, som størkner til fast overtræk, fernis. Lak er et flydende materiale, der påføres på træværk og danner en beskyttende overflade, når det hærder. Lak kan være klar (blank eller mat) og farvet.
Kabinet med orientalsk lak på europæisk fod med kineserier og lak-efterligninger. Barok (Gammel Estrup).
Europæerne lærte i barokken l. at kende gennem de lakerede japanske møbler, som nåede hertil, og som i øvrigt for det meste beskyldtes for at være kinesiske. Arbejdet med at lakere var meget stort og tidkrævende: først byggedes møblet af vellagret træ, og efter at dette var finpoleret og alle ujævnheder udspartlet, klistredes der papir eller lærred helt jævnt på overfladen. Derpå grundedes der med en blanding af lak - saft af tsi-træet, okkerpulver, fint teglstensmel og klister. Mellem hver grunding fik møblet lov til at tørre, hvorefter grunderingen blev slebet helt glat.
Når det fornødne antal grunderinger var foretaget - ofte omkring 40, gik man over til selve lakken, som er sort og tyktflydende. Den påførtes i et rum med høj luftfugtighed for at undgå støv og tørrede under tilsvarende forhold, så den kunne få tid at »sætte sig«. Indtil 70 sådanne ganske tynde påføringer måtte der regnes med til et fornemt møbel, og ind imellem poleredes hvert lag ned med trækul til det var silkeglat og mat.
Til sidst udsmykkedes der ved, at metalstøv i forskellige farver dryssedes på i de ønskede dekorationer, og selve lakken kunne også ved tilføjelse af pigmenter tildeles forskellige farver. Ligeledes var det ikke ualmindeligt med inkrustationer af perlemor og metal (kanagai). Sluttelig kom der nogle lag beskyttelseslak over.
Europæerne søgte med lidet held at eftergøre de japanske arbejder med pseudol. bestående af oliemaling blandet op med forskellige slags fernis, men først i midten af 1700-tallet lykkedes det brødrene Martin i Frankrig at finde frem til et produkt, der nogenlunde kunne minde om det japanske, selv om dets karakter var en noget anden. Det kaldes vernis martin, har en grøn lød og brugtes både til møbler og mindre prydgenstande. Siden kom også familien Stobwasser i Tyskland ind i billedet med lakvarer af høj kvalitet.
Japanske lakkabinetter, som indførtes til Europa i barok og rokoko, kom hertil uden underdel, og man forfærdigede da en sådan til dem, undertiden med en overfladebehandling, som skulle minde om den japanske lak.
I enkelte tilfælde blev møbler forfærdiget i Europa sendt til Japan til lakering, men for det meste eftergjorde vi selv lakken og udsmykkede med »kineserier«. I forrige århundrede fik lakarbejderne fra europæiske lande en helt anden karakter. Man malede nu ofte naturalistiske billeder på smådåser etc. med lak.