Landgilde

Print med billeder

Print uden billeder

Vil du undgå sort skærm på din PC? Klik her og hold skærmen tændt mens du læser

En fæstebondes faste, årlige afgift til gårdens ejer; blev i Danmark ofte erlagt i korn, men også i andre landbrugsvarer, grise, fjerkræ eller smør, eventuelt i et specialprodukt fra gården som vadmel, fisk, øl eller støvler. Undertiden blev landgilden erlagt i kontanter eller arbejdet af. Taksten blev aftalt ved fæstemålet og lå fast, uanset om det var gode eller dårlige tider. I 13. årh., da mange selvejere gik over til fæste, regnede man gerne landgilden til 1/24 af ejendommens værdi. I senmiddelalderen udgjorde landgilden ofte halvdelen af gårdens produktion; men i perioder, hvor der var mangel på fæstere, måtte den nedsættes betydeligt. I perioder, hvor herremændene havde overtaget, blev landgilden til gengæld undertiden forhøjet, men oftere øgede godsejeren sine fæsteres forpligtelser ved forhøjelse af hoveriet. Ved hartkornsskattens indførelse 1662 blev fæstegårdenes hartkorn fastsat i forhold til deres landgilde. I 18. årh. var landgilden højst ulige fordelt på de forskellige gårde, men lå gennemsnitlig omkring 1/4 af høstudbyttet. Fra midten af 19. årh. forsvandt landgilden hastigt med fæsteafløsningen, der blev fuldt gennemført 1919. Se Huspenge.