Landskabsbillede

Et landskabsbillede er en malet eller grafisk gengivelse af naturen, dels en efterligning af virkeligheden, dels et produkt af forestillIngsevnen. Det kan tjene som baggrund for et billede med personer eller ting eller i sig selv udgøre værkets motiv. L. er opstået i den klassiske periode I Grækenlands oldtid ved dekoration af theatrene. I den hellenistiske periode spillede det en selvstændig rolle, hvilket kan ses på forskellige vægmalerier, der forestiller haver eller lignende.
Først i det XV. årh. finder man igen kunstnere, som udtrykker deres følelser over naturens skønhed (Limbourg-brødrene, Jean Fouquet). I XV. og XVI. årh. malede italienske malere, Især fra Venedig-skolen, samt flamske og tyske malere landskaber som baggrund for deres billeder (van Eyck, Leonardo da Vincl) eller som ramme om fortællende scener ("Adam og Eva" af Hugo van .der Goes). Nogle malere fra denne periode opfandt fantastiske landskaber (f.eks. H. Bosch, J. Patenier, Lucas van Leyden), forløbere for det rene landskabsmaleri.
I det XVII. årh. opstod det sammensatte landskabsbillede (Adam Elsheimer og italienske malere) og det historiske landskabsbillede (Poussin).
Det er imidlertid Flandern og Holland, som har fostret de store landskabsmalere, f.eks. Rubens, J. van. Goyen ("Udsigt over Leyden"), Vermeer ("Udsigt over Delft"), Ruysdael ("Udsigt over Haarlem"), Seghers, van der Velde ("Vinterleg på isen"). Det XVIII. årh.s italienske malere, f.eks. Canaletto, Pietro Longhi og Francesco Guardi malede især forskellige lysvirkninger.
Efter Bouchers konventionelle landskabsbilleder, smagen for antikke ruiner (Hubert Robert, Corot, Ingres), pseudolandlige scener (Watteau, Fragonard), og takket være påvirkning fra engelske malere (Constable, Bonington og Turner), oplevede man i Frankrig en virkelig nyskabelse af landskabsmaleriet - især med Barbizon-skolen, Millets realisme, Courbets naturalisme, impressionisterne, friluftsmalerne, efterfølgere af Boudin og Jongkind, forløberne for den moderne kunst (Cezanne, Gauguln, van Gogh), Seurat, repræsentanter for nabismen (Maurice Denis, Bonnard) og for fauvismen (Roualt, Matisse, Marquet, Vlaminck, Dufy), hvem landskabsbilledet gav rige muligheder for at udnytte farverne, kubisterne (Lhote, Braque, Picasso) og mange andre f.eks. Utrlllo og Toulouse-Lautrec.
Udenfor Europa kan nævnes de kinesiske landskabsbilleder fra Song-perioden (X.-XIIi. årh.) og fra Ming-perioden (XIV.-XVII. årh.), såvel som visse japanske malere, især fra XIX. .årh.
i Danmark tog den egentlige landskabsskildring i maleriet sin begyndelse med C. W. Eckersberg og hans elever i første halvdel af 1800-årene.