Forskellige typer lariner.
Mønttype bestående af en sammenbukket ca. 2 mm tyk sølvtråd
med del af et stempelaftryk. Lariner kan være enten enkeltbukkede (hårnåleform)
eller bukket to gange sammen, så de ligner en krog (fiskekrogsform). Larinens
udbredelsesområde er stort. På Den Arabiske Halvø brugtes de hovedsagelig i det
nuværende Bahrain og i Kuwait området, og derfra bredte de sig mod nord over
Isfahan og Teheran til vest for Det Kaspiske Hav.
Vestpå nåede udbredelsesområdet til Bagdad. Larinens andet
hovedområde var Sydvest-Indien, Maldiverne og Ceylon (Sri Lanka), og endelig
har den været fremstillet og brugt på Java. Der er diskussion omkring oprindelsen
til navnet. Tidligere mente man, at den var opkaldt efter Laristan ved Den
Persiske Golf, men det havde ingen sølvminer. Derfor mener man nu, at stedet
skal findes i bjergregionen sydvest for Det Kaspiske Hav, hvor bynavnet Lar er
meget hyppigt. Her findes også rige sølvforekomster.
De ældst daterede lariner, man kender, stammer fra Ismail I
(1502-1524), og det antages, at de oprindelig er præget siden slutningen af
1400-tallet. Af særlig interesse for danskere er det måske, at der ombord på et
af Chr.4's skibe, som skulle til Ceylon i 1620, skal være slået lariner med
indskriften: Don Erich Grubbe. En sådan er dog aldrig fundet. Larinen er i
Persien og Tyrkiet præget til ca. 1750, medens de sydvestindiske lariner
ophørte i slutningen af 1600-tallet.
Lit: EUCOPRIMO (Der Primitivgeldsammler) Heft.12 s.3-24,
Heft.14 s.26
..