Dannet dec. 1865 af Frankrig, Belgien, Italien og Schweiz.
Grækenland indtrådte i unionen dec. 1868. Mønterne i disse lande fik ens vægt,
finhed og diameter. Fordelen var, at ordningen omfattede 72 mill. mennesker, og
at mønten frit kunne anvendes i de omhandlede lande.
Ulemperne var, at unionen anvendte et »ikke bimetallisk«
system, men et blandingssystem - en såkaldt »haltende møntfod«; og haltende
møntfod vil sige, at man nominelt havde bibeholdt den dobbelte møntfod, medens
man ved at standse for den frie prægning af sølvet (efter forholdet 1:15,5)
reelt havde forladt den. Desuden var sølvfranken i metrisk system (5 fr. = 25
g), hvorimod guldfranken ikke var metrisk (20 Fr.= 6,45161 g).
Sølvets frie udprægning i unionen blev derved begrænset - ja,
man var simpelthen nødt til at bremse den, eftersom verdens sølvproduktion i
årene efter 1860 steg kraftigt med et prisfald til følge. 1866 prægede Frankrig
365 mio. guldfrank og kun ca. 0,2 mio. sølv 5 fr. Dermed var man på vej mod
noget, der lignede en guldmøntfod.
I 1894 blev de italienske og i 1909 de græske mønter
nationaliserede. Under 1. verdenskrig blev agiohandelen med guld- og sølvmønter
forbudt 1915, og 1920 blev alle sølvskillemønterne nationaliserede. Systemet
med indbyrdes omsættelige mønter fungerede delvis til midt i 1920'erne. Belgien
udtrådte jan. 1926, og dermed var unionen reelt opløst.
Lit:
A.Niedere: Die Lateinische Münzunion,(1976); NR 1985 nr.2 s. 143-148
..