Len

Gods, oftest jordegods, hvortil brugsretten overlades til en person, lensmanden eller vasallen, der til gengæld aflægger troskabsed til godsets ejer, lensherren, hvilket især indebærer forpligtelsen til at gøre krigstjeneste. Forskellige slags indtægtsgivende rettigheder kunne også gøres til genstand for forlening. Lensherren kunne være en fyrste, der gav provinser eller distrikter i forlening, eller en mindre fornem adelsmand, der bortforlenede mindre godser; en vasal kunne således have undervasaller. Lensvæsenet opstod i Frankerriget i tidlig middelalder og bredte sig over vest- syd- og Mellemeuropa. Det fuldt udviklede lenssamfundssystem kaldes feudalisme. Det lykkedes efterhånden adelen at få lenene gjort arvelige og erhverve alle højhedsrettigheder inden for dem, mens lensmændene ofte tog sig deres troskabs- og hærfølgepligt let. Dette førte til, at lenene blev stater i staten, og var årsag til, at Tyskland og Italien blev splittet i småstater. En tilsvarende samfundsopløsning var i gang i Frankrig, men blev afværget af kongemagten i 13.-15. århundrede. I England bevarede kongerne altid kontrollen over lensvæsenet. Lensvæsenet kendtes også uden for Europa; det var en overgang stærkt udviklet i Osmannerriget, og i Japan holdt det sig til 19. årh. I Danmark kom det aldrig til egentlig feudalisme. Først Valdemar 2. Sejr uddelte fyrstelen, og med Valdemar 4. Atterdag bortfaldt fyrstelenene med undtagelse af Sønderjylland, til stor skade for denne landsdels fremtidige rigstilhørsforhold. I det danske lensvæsen i øvrigt var lensmændene altid kun kgl. embedsmænd, der midlertidigt, højst på livstid, bestyrede et af kronens godser. Ved fadeburs- eller regnskabslen gik lenets indtægter til kronen, og lensmanden var en lønnet funktionær; ved afgiftslen svarede lensmanden bestemte afgifter og beholdt selv resten af lenets indtægter. Mest i pagt med europæisk feudalisme var tjenestelenet, hvor lensmanden oppebar alle indtægter blot mod at stille med en bestemt styrke i krigstilfælde; denne forpligtelse havde de andre lensmænd også. Alle lensmænd var desuden forpligtet til at sørge for kongens og hans følges underhold, når han besøgte lenet. Omkring 1500 var et stort antal len tjenestelen; mange len var desuden givet som pant for lån til kronen, hvilket medførte, at lensmanden eller hans arvinger ikke kunne sættes ud. Endelig var der i mange tilfælde givet lensmandens hustru og børn løfte om at fortsætte forleningen efter hans død, hvilket betænkeligt nærmede sig det europæiske system med arvelige len. Alt dette medførte, at lensadelen begyndte at ligne og opføre sig som en feudaladel. Men fra 1536 gjorde Christian 3. energisk op med denne tilbøjelighed og fik på ny lensmændene reduceret til kgl. embedsmænd på godser, hvis væsentligste indtægter gik til kronen. 1660 forsvandt også titlen lensmand, der blev erstattet med amtmand. 1671 indførte Christian 5. en form for len, som intet havde at gøre med ordets oprindelige betydning. Det var private storgodser, som ved et erektionsbrev blev bestemt til at gå udelt i arv efter en bestemt arvegang; besidderen fik særlige godsherrerettigheder og titel af lensgreve eller lensbaron alt efter godsets størrelse. Til gengæld skulle lenet tilfalde kronen, hvis den arveberettigede slægt uddøde. Ved Grundloven af 1849 bortfaldt de særlige lensherrerettigheder, og oprettelsen af nye len blev forbudt. Efter lov af 1919 (lensafløsningen) overgik lenene til fri ejendom; men titlerne lensgreve og lensbaron benyttes endnu i de slægter, som har besiddet len eller som af kongen har fået rang som lensbesiddere. I Sverige og Finland bruges ordet len (län, lääni) om et administrationsområde, der nærmest svarer til dansk amt.