Lokomotiv

Køretøj, forsynet med en kraftmaskine, som kan fremføre andre, tilkoblede køretøjer og er indrettet til kørsel på skinner. Benævnes efter kraftmaskinens art damp-, motor-, elektrisk, akkumulator- eller turbinelokomotiver. Damplokomotivet består af kedel, stempelmaskine, ramme og drivværk. Den cylindriske røgrørskedel har bagest en firkantet fyrkasse med ildsted til kul-, kulstøvs- eller oliefyring. Herfra ledes røgen gennem rør, omgivet af vand, langs kedlen til forenden og røgkammeret, hvor skorstenen sidder. Dampen tages fra en forhøjning på kedlen, domen, for at undgå vanddråber. Denne såkaldt våde damp brugtes oprindelig direkte i stempelmaskinen; senere gik man for at forbedre økonomien over til overhedet damp, som fås ved at lede den "våde" damp gennem tynde rør lagt i røgrørene. Dampen ekspanderes i en dobbeltvirkende stempelmaskine, der er bygget som to-(tvilling), tre-(trilling) eller fir-(firling)cylindret maskine, alle med én cylinder på hver side af lokomotivet og resten mellem hjulene. En form for damplokomotiv er kompoundlokomotivet med høj- og lavtrykscylindre, hvor økonomien forbedres ved en flertrinsekspansion gennem én eller to cylindre ad gangen. Spilddampen ledes ud gennem skorstenen og skaber derved træk i fyret. En anden form er kondensatorlokomotivet, hvor der spares på vandforbruget ved fortætning af spilddampen til vand, som atter tilføres kedlen. Kunstig træk i fyret skabes ved hjælp af en spilddampturbine. Kraften overføres til drivhjulene ved hjælp af et stangsystem, som også, især i ældre lokomotiver, styrer en glidebevægelse, der sammen med dampregulatoren ved betjening fra førerhuset regulerer lokomotivet. I stedet for glider har moderne lokomotiver ventilstyring af kromnikkelstål. De drivende hjul er forbundet indbyrdes ved hjælp af kobbelstænger. Alle komponenter er monteret i en svær ramme af støbte eller valsede og nittede profiler. Lokomotivet affjedres af svære bladfjedre og bremses ved hjælp af trykluftanlæg eller vakuumbremse. Til damplokomotiver er ofte koblet en tender med vandkasse, kulkasse, kondensatorer og hjælpemaskineri. De er undertiden udstyret med anlæg til vandoptagelse under fart, fra en kanal midt i sporet. Formindsket køremodstand har man opnået ved strømlinjebeklædning og rulningslejer. Et typisk eksprestogslokomotiv vejer 148 t, yder 3700 kW og har 4 drivende aksler og en fircylindret kompoundmaskine med en 20 atmosfæres højtrykskedel. Hastighed ca. 150 km/h.