lokum [lukkum] (latin sted) ældre betegnelse for
nødtørftsrum, das, toilet, hemmelighed.
Fra natpotte over lokum til wc
I gamle dage var der ikke toiletter inde i folks huse. Toilettet
var et lokum i gården eller i haven.
For ikke at skulle ud på lokummet om natten havde man natpotter, som blev
stillet under sengen efter brug.
Indholdet i spandene fra lokummerne blev samlet ind i tønder
og hentet af natmanden og kørt udenfor byen. Her blev afføring og urin fra hele
byen hældt ud i store bassiner. Det tynde løb ned i jorden, og det tykke, der
blev tilbage, blev brugt til gødning på markerne. Som du nok kan tænke dig, var
det ikke særligt behageligt at arbejde ved bassinerne.
Spildevandet fra køkkener og vaskehuse løb ud i åbne render
i gaderne. På den måde løb en lille å af spildevand gennem gaderne i byen. Man
lagde gangbrætter over renderne, så man kunne gå hen over dem. Spildevandet fra
renderne løb direkte ud i en å eller fjord.
I 1850erne og frem krævede borgerne i byerne at få
spildevandet væk fra gaderne, og man begyndte at bygge kloakker, der førte
spildevandet væk fra gaderne.
Nu kunne borgerne få installeret wc i husene. Vandet fra
wc’erne blev ledt ud i kloakker og videre til septiktanke. I septiktankene blev
den tykke del af kloakvandet liggende, og den tynde del løb ud i naturen.
Nu løber alt spildevand gennem kloakledninger til et centralt
renseanlæg. Det er både spildevand fra huse og fabrikker. På renseanlægget bliver
spildevandet renset, så det er rent, inden det ledes ud i hav og fjord.
Sted - Forløber for toilettet. Aflukke i stalden eller lille skur udenfor huset, til forretning af nødtørft. Under en træplade med hul og tilhørende låg, var anbragt en lokumsspand. Rummet var ofte uden vinduer, men der var ofte jalousitremmer eller et udskåret hjerte i døren til at give lidt lys og ventilation.
Andre ord: Das - Retirade - Nødtørftshus - "Det lille hus" - Vandhus.