(1785-1855). Svensk diplomat, møntsamler og numismatiker,
der 1808 kom til København som legationssekretær. I 1816 blev han udnævnt til
charge d'affaires i Madrid, en stilling han varetog indtil 1852. Kort tid efter
sin ankomst til Spanien begyndte han med iver at samle spanske mønter. Han
opgør selv i en regnskabsbog fra 1825 værdien til mindst 20.000 realer. Senere
kastede han sig over græske og romerske mønter og modtog gennem årene den ene
store sending efter den anden fra Athen.
Han havde også held til at erhverve en serie meget sjældne
guldmønter udmøntet under 14 af de vestgotiske konger, og ved en anden
lejlighed købte han et betydningsfuldt fund af castilianske mønter. 1846
vurderede han samlingen til 167.432 realer. Efter sin fratrædelse fik han af
dronning Isabelle II lov til at blive i landet, og samme år (1852) udgav han sin:
»Recherches numismatiques concernant principalement les medailles
celtiberiennes«. Den anden del af dette værk blev fundet i håndskrift efter
hans død og blev udgivet i Madrid i 1857 under titlen: »Catalogue des monnaies
et des medailles antiques etc.«
Det antages, at han før sin død ejede en af de største
private samlinger på den tid, og 37.000 mønter blev i 4 store egetræskister og
med kavallerieskorte transporteret til Alicante, hvorfra et af den svenske
flådes fartøjer bragte dem hjem.
Den bedste del blev indlemmet i Kungl. Myntkabinettet i
Stockholm.
..