Louis XVI ca. 1775 - ca. 1810

Den nyklassisistiske stil Louis XVI (seize), som er opkaldt efter den franske konge af samme navn, kom som rokokoen fra Frankrig.
Rokokoens klare farver forsvandt ikke helt i Louis XVI perioden, men gråskalaen dominerer. Hele interiører med paneler og tapet holdes ofte i gråt, eller snarere toner af grågrønt, gråblåt eller grårosa. Helhedsindtrykket er svalt.
1700-tallet er en tekstilfattig periode uden tæpper på de hvidskurede fyrretræsgulve og ofte tillige uden gardiner for vinduerne. Man lod sig inspirere af udgravningerne af græske og romerske templer. Man møblerede langs væggene og flyttede stolene frem, når de skulle anvendes teks. ved spisebordet.
Gråblå striber og blomsterkurve samt små blomster i diskrete tern er typiske Louis XVI mønstre.
Stramme linier
Louis XVI'en tog afstand fra rokokoens livlige kurver og bløde linier. Linierne strammedes til og benene blev lige. Ornamenterne hentedes fra antikkens formsprog: Bladguirlander og medaljoner, meanderborter og kanneleringer pryder tidens modemøbler: Kommoden og skrivebordet.
Louis XVI stolene er ofte malede i gråtoner med stafferinger i grønt; de mere eksklusive var undertiden forgyldte. Den typiske Louis XVI stol har oval eller firkantet polstret ryg indrammet af udskårne ornamenter og borter, som f.eks. tandsnit, og en rosenknop på den øverste kant. De koniske ben er kannelerede (udskårede med riller) og hvor stolebenet møder sargen er der som oftest en roset.
I 1790'erne ændres stilen mod større og større enkelhed og bliver mod slutningen stærkt engelsk påvirket. Typisk for de sene Louis XVI møbler er netop deres fornemme enkelhed. Kommoder og småborde udføres i mørk mahogni med smalle messinglister som eneste dekoration. De bageste stoleben bliver spændstigt bagudbøjede i stedet for, som før, lige.
Louis XVI - blad ranker og blomsterguirlander samt småternet stof med grå bundfarve.

Betræk
Det mest almindelige stof var ternet eller stribet og af ganske almindeligt lærred. Pudsigt nok var stolenes rygge, hvis de var polstrede, ofte betrukket med en anden og simplere slags stof end forsiden, ikke sjældent ternet lærred. Fra begyndelsen sikkert af sparsommelighed, da ryggen jo ikke sås så tit, men efterhånden dannede det mode og forekom i så fornemme miljøer som f.eks. på Napoleons slot, hvor man nok ikke behøvede at spare på noget.
Ved siden af lærredet var trykte bomuldsstoffer almindelige som betræk. Striber af alle slags og mellem striberne blomster- og bladranker. Trykte ternede stoffer forekom også, ligesom hyrdescener i sirligt kobbertryk importerede fra Frankrig og England. Det sarte bomuld beskyttedes af lærredsovertræk.
Stærkt stof med indvævet hestehår i ensfarvet sort eller brunt var populært i hele perioden og langt ind i 1800-tallet. Læder anvendtes også, når man ville have et rigtig slidstærkt betræk.
I de finere miljøer kunne møblerne være betrukne med stribet silke, særlig elegant med vandpræget silketaft, såkaldt moire. Men i så fald var det fine stof næsten altid dækket af praktiske overtræk af stribet eller ternet lærred.