Tre glas med luftspiraler i stilkene (Kunstindustrimuseet)
Det var englænderne, der fik ideen til at lade luftspiraler gå op gennem stilken på drikkeglas, og fremgangsmåden er følgende: Der dannes i glasmassen nogle luftblærer, hvilket enten kan ske ved, at man med en våd pind prikker ind i den bløde masse, eller ved at man med en saks klemmer nogle indhug i massen og overfanger med et nyt lag, der vil da i de klemte fordybninger dannes bobler, som i dette tilfælde ikke bør være for små. Klumpen trækkes nu ud til en lang stilk, og blærerne følger med, så de bliver til tynde strenge. Hvis man samtidig vrider stilken, opstår der spiraler. De tidligste eksemplarer fra omkring 1740 var ikke alle lige vellykkede, f.eks. blev spiralerne ikke altid så lange, at de udfyldte hele stilken, de kom ejheller til at forløbe jævnt, og det hændte, at de lejrede sig for yderligt i stilken, så nogle af dem bristede og klaskede sammen. Allerede omkring midten af 1700-tallet mestrede man dog teknikken perfekt.
De tidlige luftspiral-glas er alle spidsglas, og de er dannet i to tempi, nemlig med cuppa og stilk i et og siden samlet med foden. Efterhånden som man lærte sig at fremstille glasset il tre omgange, nemlig fod, cuppa og stilk hver for sig og samlet til slut, blev der større muligheder for at arbejde virtuost med spiral udsmykningen, således kunne man ved at overfange først lægge en kerne med spiraler, der snoede den ene vej, og derom et lag med spiraler, der gik modsat.