Håndlygte af messing og med håndgreb. 1700-tallet (Bangsbo)
Kendes fra oldtiden og findes i mangfoldige udformninger. Den kan i sig have en olielampe, et fast lys eller - senere - en petroleums- eller benzinlampe.
Før glassets opfindelse var det meget almindeligt, at der sattes hornruder i l. De kunne f.eks. fremstilles af opspaltede, polerede hvalbarder, men gennem opvarmning lod det sig ligeledes gøre at udrette en gennemsavet ring af kohorn til en plade. Ydermere anvendtes pergament, olieret papir og svineblære, ligesom skiver af marieglas kunne komme på tale.
Nogle - oftest - cylindriske smålygter af blik har ingen ruder. Lyset falder ud gennem mange små huller i siden, og på grund af konstruktionen blæses flammen ikke ud.
Stellet til en l. kan være af træ, jernblik, kobber eller messing. Sølv forekommer, men yderst sjældent. Foroven har de fleste l. en bærering og derunder en åbning dækket af en hætte, den skal hindre vinden i at slå ned og slukke flammen og afskærme l. for nedfaldende regndråber og snefnug. Derudover skal den lede den varme luft ud til siden, så bæreren ikke brænder hånden. Bæreringen kan også være fastgjort til siden aflygten, og nogle lygtetyper har i stedet bagtil et håndgreb.
Nogle l. har kun ruder i de tre sider, bagsiden er lukket med en plade, der kan fungere som reflektor. For at beskytte ruderne, er der gerne sat et kryds af svær metaltråd foran dem. Da man gik over til glasruder, var det ofte det billige kroneglas, som fandt anvendelse til jævnere lygter. Fornemme eksemplarer havde naturligvis glatte ruder. Fra barok og rokoko forekommer en del l. af messing blik med opdrevne dekorationer. Sådanne l. anvendtes både udendørs og som loftsbelysning i entreen.