Lys

som »faste lys« brugte man i oldtiden klyner - harpiksholdige træsplinter - begede kæppe, siv, dunhammere eller plantemarv dyppet i fedtstof etc. Rigtige lys med væge synes først at være dukket op i Byzants omkring 200 år e. Kr. Ældst er antagelig vokslysene, men snart efter optræder tillige tællelys.
Vokslysene var ubetinget de bedste, imidlertid var de ret kostbare, hvilket satte grænser for brugen af dem. De fleste steder var dagliglyset et tællelys.
L. af såvel voks som tælle havde den ulempe, at vægen blev lang, medens de brændte, de begyndte derfor at ose og måtte med jævne mellemrum »pudses« eller »snydes«, hvilket vil sige, at det yderste af vægen klippedes af med en lysesaks. Man søgte derfor at opnå bedre og alligevel nogenlunde billige l. - Især tællel. var ofte af en ringe kvalitet, de fedtede og klistrede sammen, og de brændte meget uregelmæssigt. I 1742 lykkedes det at lave spermacetlys i østrig - de skal have været ret gode, dog var materialet ikke billigt nok. I 1825 opfandt franskmændene Chevreul og Gay-Lussac stearinet, som viste sig overmåde velegnet til lys, og i 1843, præsenteredes sådanne l. på det danske marked af L. A. Holmblad. Længe måtte man vogte sig for efterligninger: nogle fabrikanter havde nemlig opdaget, at hvis man støbte en kærne af tælle og overtrak denne med et tyndt stearinlag, kunne det langt ringere lys ikke kendes fra det gode, førend der kom ild i det. I 1851 fremkom lys af parafin, men de kunne ikke udkonkurrere stearin!.
I gammel tid fremstillede man udelukkende l. ved dyppemetoden, hvilket vil sige, at man dyppede vægen i det smeltede fedtstof, som man kunne have i en lysestøbegryde. Ved første dypning, måtte fedtstoffet være ganske tyndt flydende, for at det kunne trænge helt ind i vægen. Herefter sænkedes temperaturen, så fedtet blev mere tyktflydende og afsatte sig i sværere lag, når vægen dyppedes deri. - Mellem 6 og 12 neddypninger pr. l. var det normale. Først i 1760 opfandt man i Gera støbeforme af tin til l., og på landet, hvor man hjemmegjorde l., benyttedes dyppemetoden til op mod vor egen tid - den er i øvrigt nu atter kommet i brug til fremstilling af rustikl.