I modsætning til falskmøntneri, der er forfalskninger af mønter i cirkulation, har man
møntforfalskninger eller samlerforfalskninger, kopiering af sjældne og dyre
mønter med det formål at narre samlere. Allerede i renæssancen fremstilledes
kopier af romerske mønter, de såkaldte paduanere. Blandt den lange række af
anonyme falsknere har et par særligt manifesteret sig, Becker og Christodoulos.
Møntforfalskninger kan være prægede, støbte eller ændrede mønter. Sidstnævnte
består mest i ændring af årstal eller møntmestermærker for derved at få en
sjælden og værdifuld mønt.
Ved prægning fås de mest naturtro mønter, og her kan
falskneren undertiden fældes på stilistiske eller tekniske fejl. Mange af de
forfalskninger, der har set dagens lys i 1970'erne og 80'erne, er præget med
stempler fremstillet på meget avancerede maskiner efter en originalmønt, og her
kan det være svært at afgøre ægtheden. Støbte forfalskninger kan som regel ikke
narre den agtpågivende samler, da disse stykker trækker sig sammen ved afkøling
og derved får mindre diameter og vægt end originalen. Slyngestøbninger kan være svære at afsløre.
Desværre er det i dag muligt at få formmateriale, som ved en simpel proces -
efter at der er taget aftryk af originalmønten - kan bringes til at udvide sig
så meget, at det kompenserer for metallets sammentrækning under støbning.
Mange numismatiske tidskrifter i Europa og USA bringer
jævnligt oplysninger om afslørede forfalskninger, og i mange lande er oprettet
organer og komite'er mod møntforfalskning. De professionelle handiere (IAPN)
var tidligt ude med en organisation, der udsendte detaljerede rapporter med
angivne kendetegn på falske mønter.
Se også Dansk komite mod møntforfalskning, eller Galvanoplastiske
kopier.
..