Møntforringelse er, når møntherren, til skade for
almenheden, nedsætter finvægten eller forhøjer en mønts pålydende. Værst er det
gået ud over de mindre mønter og især småmønterne, der ofte har været udsat for
inflation. Oprindelig (i 1000-tallet) regnede man i Danmark med at 1 mark sølv =
1 mark penge, dvs. at disse mønter var af næsten rent sølv, men efterhånden
begyndte man at iblande kobber for at tjene på udmøntningen. Derved ændredes
forholdet mellem mark sølv og mark penge.
Særlig galt var det i den såkaldte »Borgerkrigsperiodei
Danmark 1241-1377, hvor forholdet fra 1:3 til midt i 1300-tallet endte med 1:20
- ja til sidst var der knapt nok sølv i mønterne. Dermed havde møntsystemet
udspillet sin rolle, og Danmark måtte et stykke tid klare sig med udenlandske
mønter, som folk gerne ville modtage. Møntforringelser smittede af på
omgivelserne (Greshams lov).
Nabolandene kunne da enten forbyde indførsel, ansætte de
dårligere mønter til en lavere kurs eller selv nedsætte sølvindholdet.
Krisesituationer har også betydet møntforringelser, men som regel har man, når
faren var drevet over, igen indført bedre mønter. I Chr.4.'s tid var dalerens
stigende skillingstal udtryk for møntforringelsen 1588-1625, idet daleren var
og blev den eneste mønttype, der stort set undgik forringelse.
Se også Devalvation.
Lit: KL bd.12 sp.54-56.
..