Fra 600-tallet f.Kr. har prægningsmetoden været den, at man
satte et understempel i en træblok eller ambolt. Herpå blev lagt en klump af
det materiale, der skulle forsynes med præg, og man hamrede derefter en eller
flere punsler ned i materialet, hvilket tjente til at præge de til tider ret
høje relieffer. Senere gik man over til regulære bagsidestempler, og ud fra
bevarede mønter kan man ofte skønne, om der er anvendt koldprægning eller
varmprægning. Værktøjet kender man ikke meget til, men det vides at man har
kendt til brugen af et klaptræ-lignende værktøj til at holde over- og
understempel i rigtig position i forhold til hinanden. Dette hindrede dog ikke,
at stemplerne kunne drejes i forhold til hinanden.
Prægningsteknikken forblev den samme i mange hundrede år.
Først da romerne holdt deres indtog i landene omkring Middelhavet, opstod en
forbedret teknik. Det romerske møntvæsen begyndte med støbte mønter, men ved at
gå fra støbning til prægning, reducerede man tykkelse samt ikke mindst
reliefhøjde hvorved man fik lavrelief. Dette skete af hensyn til
prægningsmetoden, koldprægning, hvor mønten af hensyn til
udmøntningshastigheden, kunne præges med eet slag.
Da folkeslagene i Europa efter Romerrigets fald begyndte at
præge egne mønter, arvede de også møntprægningsteknikken. Hammerprægning egnede
sig bedst for små mønter med ringe tykkelse, hvilket i nogen grad har været
medvirkende til en vis standardisering af alle tidlige middelalderlige mønter.
Karl d. Stores (768-814) sølvdenarer vejede ca. 1,75 g, og
sølvet til disse udmøntninger kom for en stor dels vedkommende fra arabiske
lande, hvor store nye miner var blevet fundet. Disse middelalderlige mønter var
næsten enerådende indtil begyndelsen af 1100-tallet, da brakteaterne begyndte
at holde deres indtog.
Brakteatprægning var ikke noget nyt, idet de allerede blev
fremstillet i nordisk folkevandringstid, ligesom man kender eksempler på
germanske guldsmykkebrakteater. Ved brakteatprægning kunne man ved hjælp af en
prægebøsning og et enkelt stempel fremstille mange mønter med eet slag, og
dermed var grunden lagt til den senere massefremstilling af mindre hulpenninge.
Som hovedmønt gik brakteaterne som følge af handelens krav
om større mønter dog hurtigt af mode. Det blev for besværligt at tælle og veje
de mange brakteater, hver gang man havde gjort en handel, men som mindste
skillemønt overlevede typen i århundreder, også i Danmark.
Allerede i 1100-tallet var der i Sydeuropa tilløb til større
og vægtigere sølvmønter, og i begyndelsen af 1500-tallet fremkom de store
dalermønter med en vægt på ca. 30 g. Møntprægningsteknikken var dog stadig den
samme, nemlig hammer og ambolt prægning, men en vis mekanisering skete hen ad
vejen.
Omkring år 1500 fremkom slagværket. Her indførtes en
overbygning på ambolten, så overstemplet altid kunne holdes i ret position i
forhold til understemplet. Dette var nødvendigt ved prægningen af de større
mønter, der krævede mere end eet slag. Et sådant slagværk er bl.a. brugt på
møntværkstedet Avesta i Sverige så sent som 1715-1832. I begyndelsen af
1500-tallet opfandtes en maskine til udvalsning af tynde smalle stænger.
Valserne i denne maskine var glatte, men henimod 1550 havde man fundet på at
gravere møntbilledet i valserne, så møntpræget fremkom på hele den lange tynde
plade, der førtes igennem maskinen.
I Danmark indførtes den første valseprægemaskine i 1582, og
mange af de senere danske kongers mønter er fremstillet ved hjælp af denne
teknik. En anden maskintype, der tilkom næsten samtidig, var spindelpressen (Skruepresse, Balancier).
Første gang den vides brugt, er ca. 1530, da den italienske medaljør Benvenuto
Cellini prægede mønter for pave Clement VII. 1551 blev en maskine forevist af
guldsmed Marx Schwab for den franske konge, og 1561 medbragte en flygtet fransk
møntteknikker Meystrell en kopi af spindelpressen til England, hvor maskinen
dog kun var i funktion i 10 år. Modstanden mod disse maskiner var stor, og
almindeligt indpas vandt de først ca. 1670-1690. Til gengæld blev det den mest
almindelige prægemaskine til omkring 1830.
I 1786 havde den engelske maskinfabrikant Boulton indgået
partnerskab med opfinderen Jarnes Watt om fremstilling af en
dampmøntprægemaskine, som skulle få stor indflydelse på mønternes udseende,
fordi de blev præget i ring. I 1817 havde en tysk mekaniker ved navn Dietrich
Uhlhorn opfundet en ny møntprægemaskine, en såkaldt knæledspresse, der
udnyttede vægtarmsystemet. De enkelte dele i denne maskine havde meget små
bevægelser, og hele funktionen var såre enkel. Efter en mængde småforbedringer
indtog maskiner af denne type det europæiske marked fra omkring 1830.
Endnu i dag er det en videreudvikling af knæledsprincippet,
der benyttes i de fleste moderne møntprægemaskiner. På et møntværksted havde
man desuden maskiner til udstansning af blanketter samt maskiner til en
eventuel randing.
Lit: Denis
R. Cooper: The Art and Craft of Coinmaking. A History of Minting Technology
(London 1988); MK 1980 nr.2 (marts) s.28-32.; NM XXXII:I s.55-86; Kulturen
(Lund 1935) s.93 ff.; P.Flensborg: Viden om mønter (Kbh.1979) s·4353; KL bd.12 sp.·76-78.;
MN 1975 s·4-9·
..