De fleste ældre mønter, man i dag finder på museerne eller
blandt samlerne, stammer stort set alle fra møntfund, og det er ofte
tilfældigheder, der fører til deres opdagelse. En ny vej skal anlægges,
dræningskanaler skal graves eller pløjes, en gammel bygning skal rives ned
eller restaureres - alt sammen på steder, hvor man skal have åbne øjne for fund
af enhver art. I de sidste årtier er dukket ivrige folk med metaldetektorer op.
Systematisk gennemsøger de skove, stier og strande samt områder, der tidligere
har været tilholdssted for større folkeforsamlinger, som markeds- og
dyrskuepladser.
Disse - som alle andre - »skattejægere« skal være
opmærksomme på, at enhver funden mønt i Danmark ifølge danefæbestemmelsen skal
afleveres til Nationalmuseet. Ethvert fund af ældre mønter tilhører staten (os
alle). Derfor kan man heller ikke sammenligne den dusør, man får for en fundet
mønt, med dagens salgspris for samme.
Sager, der er så nye, at de ikke falder ind under danefæ
bestemmelsen, vil være at betragte som hittegods. Hvis hittegodset ikke
repræsenterer nogen nævneværdig værdi, behøver man ikke at aflevere det til det
stedlige politi. Årsagen til, at både enkeltfundne mønter og andre møntfund
skal afleveres til museet, er naturligvis, at forskerne skal have lejlighed til
at undersøge dem og skaffe sig ny viden om vor fortid.
Før i tiden var det almindeligt, at store samlinger
bortauktionerede dubletter eller tripletter, og at man tilbyttede sig sjældne
stykker for dubletter. Men det gør man ikke mere. Det kan for samlere måske
synes underligt, at fund med hundredevis af mønter af samme typer, ikke på een
eller anden måde kan kanaliseres ud til samlere, men det har sine grunde. Når
den videnskabelige behandling af et fund er afsluttet, har det været genstand
for forskellige undersøgelser foretaget med de metoder og midler, der er til
rådighed i dag. Men spredes fundet efter endt undersøgelse, har man ikke
muligheden for om f.eks. 100 eller 200 år at foretage fornyede undersøgelser
byggende på nye metoder, som ikke var kendt, da fundet blev gjort. Det er
årsagen til, at fundene holdes samlet og omhyggelig adskilt fra andre fund.
Hver gang der sker et møntfund, gøres der store
anstrengelser for at fastslå, hvilken type fund det er, eller hvad der har
været årsag til mønternes nedlæggelse (klassificering af møntfund), ligesom man
forsøger at datere det, dvs. forsøger at finde ud af mønternes alder, og tiden
for deres nedlæggelse (kronologi, terminus post quem, terminus ante quem).
Grunden til, at så mange møntskatte er fundet, er ganske enkelt, at ejermanden
aldrig kom tilbage. Han eller hun kunne være slået ihjel i forbindelser med
krigshandlinger eller død som offer for en af datidens mange epidemiske
sygdomme som f.eks. pest. Selvom ejerne kom tilbage, var det ikke altid
sikkert, at de kunne huske nedgravningsstedet. Frygten for krig har nok været
den almindelige grund til, at man gravede sine skatte ned; som vi bruger
bankboksen i dag.
Møntfund i Skåne svarer nøje til troppebevægelserne under
den dansk-svenske Syvårs krig 1562-1569, ligesom den svenske Karl 10. Gustavs
march gennem Danmark 1658-59 kan afstikkes alene ved hjælp af møntfund. Hvis
man ser på danske funds sammensætning gennem tiderne, får man tillige et
billede af de den gang eksisterende handelsforhold.
Romerske sølv- og guldmønter vidner om forbindelser med
germanerne, som fik disse mønter i bytte fra romerne. Engelske
middelaldermønter i hobetal vidner om den berømte danegæld, og de kufiske
dirhemer og byzantinske guldmønter taler deres sprog om handelsruter gennem
Rusland til araberne og det byzantinske rige.
Lit: KL bd.12 sp.51-53 (med gode litteraturhenvisninger);
Kirsten Bendixen: Mønternes vidnesbyrd. Årbog fra Holbæk Amt 1976 s.21-32;
Philip Grierson: Numismaties (London 1975); Lloyd R. Laing: Coins and
Archaeology (Edingurgh 1967); Peter Flensborg: Viden om mønter (Kbh.1979)
s.81-88.
..