Titlen på lederen af et møntværksted (Mønten). I
middelalderen og i begyndelsen af nyere tid blev han ofte betegnet ved det
latinske navn monetarii. Mange møntmestre havde i ældre tid tilknytning til
guldsmedefaget (Eligius), idet de herfra kendte til fremstilling af og kontrol
med ædle metaller. I mero-vingertiden synes møntmestrene at have været meget
selvstændige, idet mønterne kun udviser prægested og møntmesternavn.
Fra karolingertiden har møntmestrene især været underlagt
statsmagten. På skandinaviske mønter fra omkring år 1000 optræder en
angelsaksisk møntmester, Godwine. De mange navne på Knud d. Stores og
efterfølgernes danske mønter er næppe møntmestre alle sammen. Mest sandsynligt
er det, at det er navne på stempelskærere eller prægere. Ansættelse af
møntmestre skete på forskellige vilkår.
Møntmesteren kunne enten alene lede Mønten for møntherrens
regning, eller også forpagte Mønten (forpagtningsmønt). I begge tilfælde
forlangte møntherren udførlige regnskaber og kontrol med udmøntningerne. Mange
møntmestre har mistet hovederne på grund af underlødige mønter eller fusk med
regnskaber.
Men møntmestre har også med urette været beskyldt for
uregelmæssigheder, idet datidens målemetoder til fastsættelse af finheden var
behæftet med en usikkerhed. I vor tid ledes et møntværksted af en direktør
eller undertiden af to (administrerende og teknisk), som under sig har en
mængde specialister, der hver for sig sørger for produktionen, ganske som på
enhver anden fabrik.
Lit: WdM s.423-424; KL bd.12 sp.62-67; Tor Flensmark:
Skånska Mynt och deras Mästare (Degeberga 1984).
..