Retten til at udforme et lands møntvæsen. De love og
forordninger, der vedrører en stats møntvæsen, fastslår i almindelighed, hvem
der har møntretten. Møntret dækker begrebet møntregale, der kommer af »regalia«
eller »jura regalia« dvs. kongelige rettigheder. I Norden blev sådanne
rettigheder i middelalderen ofte givet til kirkens folk, dvs. bisper og
lensmænd, som f.eks. Søren Norby.
En møntret kunne enten være hel eller delvis, idet kongen
kunne give del i møntretten med f.eks. en fjerdedel eller halvdelen af
overskudet ved udmøntningen. I Lande som Tyskland, Frankrig, Italien og
Nederlandene, som på grund af lensvæsen var opdelt i en mængde små områder,
havde disse områder som oftest deres egen møntret givet ved kejserlig eller
kongelig bevilling.
Siden Harald Hen (1074 el. 1076-80) har de danske konger
hævdet et møntregale, hvis betydning lå i, at ingen andre end kongen måtte slå
mønt. Blev kongens møntret krænket ved at slå falsk mønt, straffedes
falskmøntnere i følge Jydske Lov med afhugning af den ene hånd.
Lit: KL bd.12 sp.69-76, bd.13 sp.700; WdM s. 419-420,
427-435; Halke s.238-246; NR nr·36 (1993) s.29-33·
..