Fransk møntvægt med tilhørende møntvægtlodder udført af
Dominique Pasqual ca. 1750.
Møntvægte var kendt allerede i antikken. De var en
forudsætning for at bruge ædelmetal som betalingsmiddel. Mange tidlige
møntbetegnelser som shekel, stater, libra, litra og unica er afledt af vægte
eller begrebet at veje. Moneta (luno Moneta), romernes møntgudinde, er afbildet
med sin attribut, en vægt.
I romersk tid fremstilledes specielle vægtlodder (exagium)
til kontrol af mønternes vægt, og senere har byzantinere og arabere flittigt
anvendt møntvægte og møntvægtlodder.
I Europa er fundet nogle få vægte fra merovingisk og
karolingisk tid, men først med guldmønternes fremkomst i 1300-tallet blev
møntvægten et uundværligt hjælpemiddel for handelsfolk og pengeformidlere.
Møntvægte kan ikke anvendes uden brug af møntvægtlodder, og
man fremstillede derfor sæt af vægt og møntvægtlodder, der modsvarede de mest
kendte og kurserende guldmøntryper. Mange af disse møntvægtsæt er fremstillet i
Nürnberg, Køln og Amsterdam fra 1500-tallet, indtil brugen gradvist ophørte i
løbet af 1800-tallet.
Fra Danmark kendes bl.a. 3 møntvægtlodder præget på Mønten i
Altona med originalstempler til 1 speciedaler, 2/3 sp. og 1/3 sp. Bagsiden er
plan bortset fra det indhuggede kronede C 7. Lodderne brugtes i forbindelse med
en møntreform. Specielle æsker med vægte og møntvægtlodder fremstilledes af
instrumentmager familien Kruse i Elberfeld, i dag en del af Wuppertal. Mange
ældre møntvægtsæt er flot udsmykkede indvendig i kasserne med træudskæringer og
indklæbede tryk med scenerier samt afbildninger af de tilsvarende møntvægtlodder.
Senere nøjedes man med fremstillerens navn og årstal.
Lit:
Sheppard & Musham: Money Scales and Weights. London 1975; Knijnsberg: 300
Muntgewicht Doosjes. Amsterdam 1983; P. Flensborg: Møntårbogen 1976 s.200-202.
..