Gotisk Madonna, ca. 1500. Tyskland, af lindetræ (ABR)
ma'donna (italiensk ma, min og donna, dame) Jomfru Maria.
Blandt de mest yndede figurer inden for den religiøse kunst er Madonna. Hun optræder inden for billedskærer kunsten, maleriet, på sølvtøj o.m.a. Hun har udslået hår, når hun vises som ung eller som Jesu moder, hvilket beror på, at det udslåede hår forhen var tegnet på jomfruelighed. Som ældre ved korset eller i pieta fremstillinger, bærer hun et klæde, som skjuler håret. Dette er tegnet på, at hun nu er en gift kvinde. Ofte ses hun som himmeldronning. Hun står da på måneseglen og kan være omgivet af en mandorla, en mandelformet aura, som omgiver hele kroppen. Hun kan i denne egenskab optræde såvel med som uden Jesusbarnet. Ligeledes i bebudelsesscener ses Madonna, her ofte i forbindelse med den hvide lilje, der symboliserer både renhed og frugtbarhed.