mare, i nordeuropæisk folketro kvindeligt væsen som »rider« på
sovende kvinde.
I folketroen et væsen, ofte en forgjort kvinde, der om natten hjemsøger sovende og ved at sidde på, "ride", dem forårsager mareridt. Maren er nær beslægtet med de erotiske dæmoner incubus og succubus.
Også heste blev redet af maren, se marelok.
Deraf udtrykket: »... det rider mig som en mare«.
En mare er betegnelsen for et overnaturligt, som regel
kvindeligt væsen, der plager sovende mennesker og dyr, specielt heste, ved at
trykke dem på brystet eller ved at ride på dem. Forestillingen om, at man kan
blive plaget af et ondsindet drømmevæsen, kendes inden for alle kulturer, og
man møder den i nogle af de ældste beretninger, der findes om folks mere eller
mindre officielle trosforestillinger. I Norden fortælles første gang om maren i
et digt fra 800-tallet, som dog kun kendes i Snorri Sturlusons version fra
1200-tallet. I nyere tradition findes beretninger om maren som et væsen, man
efterstræbes af erotisk. Dog er det sådan, at afsenderen som regel ikke selv er
klar over, at hun gør det.
Maren skaber onde drømme, og derfor hedder en ond drøm et mareridt.
Et pentagram kaldes også et marekors. "Ottebladsrosen" i norske vævede
mønstre er et dobbelt marekors, der skulle beskytte den sovende i tæppet mod
marens natlige angreb.
Gift med maren
Sådan lyder titlen på et vandresagn, der er godt kendt i Tyskland
og Skandinavien.
Én version lyder: "En dreng var meget generet af
mareridt. Han fik så det råd at lukke for alle sprækker og åbninger i det
værelse, hvor han sov. Kun ét hul skulle stå åbent, og det skulle han lukke
for, mens maren red ham. Næste gang, han fik mareridt, slog han en tap ind i
hullet, og da han vågnede, lå en nøgen pige i sengen ved siden af ham. De
giftede sig og fik flere børn. Men en gang, de gjorde rent i værelset, kom han
til at tage tappen ud. Straks forsvandt pigen ud gennem hullet, og han så hende
aldrig mere." I en norsk version lukkes hullet med en kniv.
Johann Heinrich Füssli (1741–1825): Nachtmahr
("Nattemare") fra 1781, Füsslis mest berømte billede.
Råd imod maren
Fra Færøerne berettede V.U. Hammershaimb omkring 1850:
"Marra er et trold, men ligner den dejligste pige. Når folk ligge og sove,
kommer hun ind og lægger sig ovenpå dem, og trykker dem så hårdt på brystet, at
de ikke kunne trække vejret eller røre noget lem; hun sørger da at få sine
fingre ind i menneskets mund for at tælle dets tænder, og lykkes dette for
hende, dør man strax. Man må derfor søge at få hende bort fra sig; er man da
istand at udråbe Jesus! da må hun fly. Man synes at være vågen og at se Marra,
når hun kommer ind og lægger sig på folk; men man kan ikke gjøre noget til at
forsvare sig imod hende. Om aftenen kan hun godt være inde, om man ikke ser
hende; det får man at vide, når man lægger en kniv i midten af et tørklæde
eller strømpebånd, og derpå lægger de to sider af klædet eller de to ender af
båndet ovenpå hinanden, og så ruller det sammen med kniven i midten; dernæst
fører man det tre gange rundt om sit liv, medens man læser:
Mara, Mara minde
er du inde,
så skal du ud
med stok og med sten
med jern og ben.
Så kommer Sankt Olav
med sit sværd
og slår dig bagi -
du skal fare en
Fandens færd!
Agt dig, Mara, Mara
minde!
Ligger kniven løs, når man atter vikler klædet op, da er
Marra ikke inde; men er kniven dermod indenfor klædet, der hvor den blev lagt,
da er Marra inde i huset, og man da gjentage det tre gange for at jage hende
ud. Et godt middel til at forhindre hende fra at komme op i sengen, skal være
at sætte sine sko om aftenen således, at hælene vende imod sengen; da skal hun
have besvær med at komme op i den seng."
Holberg var huslærer i præstegården på Voss i årene 1702-04,
og beretter i sine memoirer i 1728, at han var "meget plaget af den
Sygdom, man gemænlig kalder Maren, hvilken plager Folk naar de sove om Natten,
og ligger sig paa dem, ligesom de havde en tung Byrde paa sig. I gamle Dage
bildte man sig ind, at det var Skovtrolde, men, siden Folk ere blevne klogere i
de nye Tider, bilde de sig ind, at det er kun visse Matroners og Jomfruers
Gnister, der finde Behag i at ride paa Folk, naar de sove." Holberg
fortæller videre, at han anvendte alle midler for at bekæmpe
"sygdommen", så som at sætte tøflerne bagvendte ved sengen, lægge stål
under hovedpuden og synge den vise, de brugte på Peder Paars’ tid; men til
sidst gav han op og flyttede fra Voss for at blive "rask".
Eugène
Thivier (1845-1920): Le cauchemar ("Tryk-maren").
Dræbt af maren
Vanlande var en mytisk konge i Uppsala i Svitjod (Sverige)
af Ynglingernes æt. Han omtales i Ynglingatal og i Ynglingesagaens kapitel 13
som søn af Vana fra Vanaheim og kong Sveigde, og dermed oldebarn af guden Frej.
Snorri Sturluson fortæller i Ynglingesagaen, at kong Vanlande drog til kong Sne
den gamle i Finland, hvor han fik kongens datter Driva. Om foråret tog Vanlande
hjem til Uppsala, mens Driva blev tilbage og fødte sønnen Visbur. Vanlande
havde lovet at vende tilbage inden tre år, men ti år forløb, uden at han kom.
Da fik Driva sejdkonen Huld til at sejde kongen til Finland, eller også dræbe
ham. Under sejden ønskede Vanlande selv at rejse til Finland; men hans
rådgivere holdt ham tilbage, da de mente, hans længsel skyldtes trolddom fra
finnerne. Han faldt i søvn, men råbte snart op om, at maren trådte ham. Folk
forsøgte at hjælpe, men når de rørte ved hans hoved, trådte hun ham over
læggene, så de var ved at brække; og når de rørte ved hans ben, angreb hun hans
hoved og kvalte ham. Svearne rejste en bautasten over ham ved floden Skuta,
hvor han blev brændt. Hans søn med Driva, Visbur, blev Uppsalas konge efter
ham. Thjodolf den Hvinverske sagde i et kvad i Ynglingatal:
"Med sin sejd
sendte heksen
Vanlande
til Viljes bror,
da hun trådte,
troldkyndig
heksekvinde
på hærmænds fjende;
på Skutas
bred blev brændt
guld-øderen,
som maren
kvalte."
Tidligere Overborgmester og socialdemokrat Ritt Bjerregård
er ofte blevet kaldt "Mareritt"