Oprindelsen til ordet er uklar. Man har ment, at det
oprindelig var en betegnelse for marker (vidtstrakte områder), derefter tegn og
mærker, der af øvrigheden var angivet ved fastlæggelse af grænser mellem
landsdele, og dernæst at det var en af øvrigheden fastsat (stemplet eller
mærket) vægt, hvorefter ordet til sidst betegnede selve pengestykket. Dermed er
også sagt, at ordet har flere betydninger med en vis indbyrdes sammenhæng.
Ordet er antagelig nordisk, kom til England omkring 880 og har derefter i
1000-tallet bredt sig ud over Europa som betegnelse for vægt og regnemønt.
1: jordvurderingsenhed (Markland inddeltes i øresland,
ørtugland og penningland).
2: Vægtmark.
3: Regneenhed.
4: Mønt.
Jordvurderingsenheden, der er inddelt i samme enheder som
vægtmarken, har kun en begrænset numismatisk interesse. Vægtmarken er en vægt
for ædelmetal og mønter. De ældste nordiske angivelser ses på en runesten fra 1000-tallets
begyndelse. Her står der, at en mand har »30 mark indestående hos Erik«. En
mark som vægtenhed synes i vikingetidens Norden at have ligget mellem ca.
190-210 g. I Middelalderen synes den at være steget en smule. Fra 1200-tallet
vinder den kølnske mark (230-233 g) frem.
Den kendes bl.a. fra Danmark i 1282, fra Sverige 1278 og i
Norge fra 1305. I løbet af 1400-tallet fortrængte kølnermarken de andre tyske
markvægte, og 1524 blev det i rigsmøntordningen fastslået, at kølnermarken
skulle anvendes som grundvægt for ædelmetal og mønter. I Preussen fastlagdes
den 1816 til 233,855 g.
Af andre vigtige markvægte kan nævnes: Pariser troymark =
244,753 g. Tower mark = 233,275 g. Wiener mark = 280,668 g og den hollandske
mark = 246,083 g. I Danmark var 1 (vægt) mark = 16 lod = 64 qvint = 256 ort = 4352
es=32768 grains = 65536 richtpfennigtheil.
Betegnelsen mark penge (mark penningar) har oprindelig
betydet en sum af vikingetidens sølvmønter (der stort set var af rent sølv),
som vejede en mark. Dermed var forholdet mellem mark sølv og mark penge som
1:1, men efterhånden som sølvindholdet faldt i mønterne, ændredes forholdet
mellem mark sølv (194,4 g rent sølv) og mark penge. I Danmark var forholdet år 1180
som 1:3, i Sverige 1291 som 1:3 og i Norge i begyndelsen af 1200-tallet som
1:2.
Dette forhold blev dog endnu større henimod slutningen af
middelalderen. I Danmark var 1 mark=8 øre= 24 ørtuger=(et vist antal penninge,
f.eks. 240). Under Erik af Pommern brød man i 1397 med det gamle møntsystem og
gik over til lybsk regning, hvilket vil sige, at 1 kølner mark=16 skilling=192
penninge. Det var kun penningen, der i begyndelsen blev udmøntet. Marken var og
blev en regnemønt. Som mønt er marken første gang udmøntet 1506 i Hamburg og Lübeck.
I Danmark fulgte Fr.1. hurtigt efter med sin husummark fra
1514, og i Sverige tilkom marken under Gustav Vasa 1535 i form af en forfalsket
mønt i Chr.3.'s navn. Først året efter, i 1536, kom de »rent svenske«,
markmønter. I Danmark anvendtes mønten helt op til Chr.9., idet den i
slutningen af anvendelsesperioden benævntes: 16 skilling. (Offermark). 1871
indførtes guldmøntfod i Tyskland, og hovedmøntenheden mark fik sit navn efter
Hamburg og Lübecks mark. 1 mark = 100 pfennig. Da var marken en sølvmønt på
5,55 g med finhed 0.900. 1924-1927 var vægten 5,00 g med en sølvfinhed på
0.500, og fra 1933 blev det en kobbernikkelmønt.
Efter Tysklands adskillelse efter 2. verdenskrig kom Østtysklands
møntenhed til at hedde mark og Vesttysklands markmønt benævntes DM (Deutsche
Mark). Efter sammenslutningen i 1990 anvendes kun DM.
Lit: KL 11 sp.420-441; Jean Forien de Rochesnard:
Dictionnaire Pondereal. Vol.2 s.6-12; L.E. Fauerholdt Jensen: Mark sølv, Mark
penninge - Mark korn. Mønt, mål og vægt i Danmark 1000-1340, Odense 1990.
..