Medaljer er flade og for det meste cirkelrunde tosidige
metalstykker med indskrifter og billeder, der i modsætning til mønter ikke
tjener som omsætningsmiddel, men alene er til ære, pryd eller erindring - en
slags skuemønter. Ordet kommer fra det italienske »medaglia«, som igen stammer
fra det latinske »metallum«. Forløbere for medaljen var de i antikken udførte
medaljoner og kontorinater til minde om begivenheder i det romerske kejserhus,
til minde om store romerske sejre etc.
Den ældste europæiske medalje er udført 1390 i anledning af
Paduas erobring, og den følges af en kunstnerisk meget betydningsfuld periode,
i hvilken bl.a. Antonio Pisano - kaldet Pisanello - (ca.1390-1455) blev
foregangsmand. Pisanellos arbejdsmetode var cire perdu teknikken, hvor medaljen
først blev modelleret i voks. Disse første medaljer var ret store, 50-90 mm i diameter,
og havde som regel et portræt på den ene side, medens bagsiden viste
forskellige allegoriske forestillinger.
Store støbte renæssancemedaljer er udført af kunstnere som
f.eks. Sperandio (ca.1431-1504), Marescotto, der var aktiv omkring 1444-1462, Andreas
Guazalatti samt Albrecht Dürer (1471-1528). Benvenuto Cellini (1500-1571) var
guldsmed og medaljør og en af de første, der prægede medaljer ved hjælp af en
spindelpresse. Disse prægede medaljer var lette at seriefremstille, relieffet
stod knivskarpt og med flere og finere detaljer, end det var muligt med de
støbte. Ganske vist havde man altid haft den mulighed at efterciselere og
efterbearbejde en støbt medalje, med det var tidskrævende og dermed dyrt.
De prægede forfalskninger af romerske mønter (paduanere),
der blev fremstillet i 1500-tallet, er en form for medaljer, alene af den grund
at nogle af »mønterne« aldrig har eksisteret i original. Mange af modellerne
til renæssancemedaljerne blev i stedet for at blive modelleret i voks, snittet
eller skåret i træ eller sten. Medaljørerne, der meget ofte var i tjeneste hos
fyrster og konger, fremstillede derfor mest medaljer over disse personer eller
folk fra aristokratiet.
I 1500-tallet opstod kontrafejer, der fra starten var en
slags skuepenge, dernæst nådestegn og dermed forløberen for ordensvæsnet med
uddeling af ordner og dekorationer. I 1600 og 1700-tallet har mange europæiske
regenter forsøgt at overgå hinanden med antallet af medaljer og deres
kunstneriske udformning - ja enhver nok så lille anledning blev påskud for en
medalje: børnebørns fødsel, en lille rejse til en anden by, en agave, der
blomstrede for første gang i en botanisk have etc. Dette arbejde blev
overdraget til de dygtigste medaljører og stempelskærere, der kunne skaffes.
Også dengang var det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel,
og de dygtige medaljører rejste ofte rundt og arbejdede på skift hos
forskellige regenter. Udover medaljer tog de sig også af mønter og sørgede for,
at de i hvert fald for de større nominalers vedkommende holdt en høj
kunstnerisk standard.
Nutidens medaljesamlere skelner gerne mellem de forskellige
stilarter, som også kommer til udtryk i al anden kunst og håndværk. De første
er renæssancemedaljerne, som i dag i original er næsten uopnåelige, men som
gennem tiderne er flittigt efterstøbt. Dernæst er det muligt at genkende
stilarter som barok, rokoko, nyklassicisme, skønvirkestil samt i vor tid, den
moderne og nonfigurative medalje.
Også kunstmedaljer er i vælten i vor tid. Samlere af
medaljer begrænser sig normalt til bestemte områder, der dels kan dække
stilarter, bestemte perioder, personmedaljer eller diverse temaer, som f.eks.
komponistmedaljer, numismatikermedaljer, medaljer med fugle etc. Eensidige, for
det meste firkantede eller rektangulære stykker kaldes plaketter, ligesom man
om småmedaljer ofte benytter udtrykket jeton.
Se også Seriemedaljer.
Lit: M. Jones:
The Art of the Medal. London 1979; Medaljer, Den kgl. Mønt- og
Medaillesamling, Nationalmuseets vejledninger, Kbh.1992 (med litteraturliste).
..