Medalje af Pisanellof i Pisa i 1395, død i Rom 1455. Portrættet er af Alfonso V. af Aragonien. Bronze (ABR).
me'dalje (af latin metallum: metal), møntlignende metalstykke f.eks. kobber, sølv eller guld, præget til minde om en person, en begivenhed, en særlig indsats eller som belønning for en særlig dåd.
Medaljekunsten kendes fra den romerske kejsertid og genopstod i renæssancens Italien, hvorfra den bredte sig videre ud i Europa og opnåede særlig yndest i 1500- og 1600-tallet. I 1800-tallet indtraf en ny opblomstring. Medaljekunsten trives stadig.
Betegnelsen kommer af det italienske medaglia, som betyder skuepenge. Medalje er mindemærker af guld, sølv eller bronze. For det meste har medalje form som en mønt i overstørrelse, men også ovale eller firkantede medaljer forekommer. De sidste kaldes ofte plaketter. Undertiden har plaketten kun en prydet side, medens medaljer stort set altid er med tosidet pryd.
Medaljer kendtes i Romerriget i den ældre kejsertid. For det meste var de da af bronze. År 5 e.v.t. kendes en enkelt guldmedalje. Først 300-400 år senere gik man over til hovedsagelig at bruge ædelmetaller. Det var gerne kejserne, der udstedte medaljer. Det skete som erindring om mindeværdige begivenheder. Medaljer var gerne afpassede efter mønters vægt og størrelse, og de fleste var ret små.
Med Romerrigets opløsning gik medalje-kunsten stort set i glemmebogen. Ganske vist kendes der fra middelalderen en del medalje-lignende plader med helgenbilleder, men det er snarere pilgrimstegn eller beskyttelsesmærker (amuletter).
Omkring 1400 bliver medaljer imidlertid atter aktuelle, og snart er der i Italien en ret stor produktion af dem. De kan enten støbes eller præges.
Den støbte medalje fremstilledes efter cire perdue metoden, og selvom man havde fundet frem til metoder, hvorved flere aftryk kunne tages, var det dog kun meget begrænsede oplag, man kunne udsende af støbte medalje. Hvis der skulle fremstilles mange, prægedes de med stempel. Oftest er de støbte medaljer både størst og smukkest, ikke sjældent 6-8 cm brede. Fra Italien bredte medalje-kunsten sig til det øvrige Europa, først til Tyskland, hvor bl.a. en så stor kunstner som Albrecht Dürer lavede forme til medaljer.
Under trediveårskrigen forrykkedes det kontinentale medalje-centrum til Frankrig, og bl.a. Ludvig XIV lod fremstille en række udsøgte medaljer. Også i Danmark har man betjent sig af medaljer, som enten fremstilledes af fremmede eller indenlandske kunstnere. Blandt de kendteste er således den prægtige store medalje der blev slået til minde om Niels Juels sejr over den svenske flåde i Køge Bugt. Den findes både i guld og i sølv.
I England fik man en særlig stor medalje anvendelse. Allerede under dronning Elizabeth I. blev der slået en del medaljer som minde om slag etc., og fra 1650 anvendtes den som udmærkelsestegn for militæret.
Motiverne på medaljer kan f.eks. være en inskription om eller en fremstilling af den begivenhed, der mindes om. På den modsatte side ses så gerne et reliefportræt af den regerende fyrste. Foruden de store pragtmedaljer, gerne af ædelmetal, har man mindre hæderstegn - jetons - gerne af uædelt metal.
Metalstykke, præget til erindring om en begivenhed eller en person. Kunsten kendes fra den romerske kejsertid og genopstår i renæssancen.