Umiddelbart kunne man tro, at medaljer blev fremstillet på
samme måde som mønter, men det er ikke altid tilfældet. Medaljer tjener også et
andet formål end mønter, og ved udformningen af medaljer har man i endnu højere
grad end ved mønter lagt vægt på det rent kunstneriske.
Da italieneren Pisanello (Pisano, Antonio) 1438 udførte sin
første medalje, var den støbt og ikke præget. Den anvendte teknik var cire
perdu, dvs. en voksudsmeltningsmetode, der havde været kendt meget længe.
Fordelen ved denne metode var den kunstneriske frihed, man havde under arbejdet
med en voksmodel, og kom man f.eks. til at tage for meget materiale af et sted,
kunne det bygges op igen. Denne frihed kunne en gravør ikke tillade sig - hvor
der var graveret, kunne man ikke gravere om uden unødig stor arbejdsindsats.
En anden grund, til at medaljer i begyndelsen var støbt, var
deres størrelse samt ikke mindst deres høje relief. Mønterne havde man derimod
af stempeltekniske årsager været nødsaget til at forsyne med et så lavt relief
som muligt. Efter støbningen var det almindeligt at rense ler eller sand af
medaljen samt at efterciselere overfladen. Selvom udviklingen gik i retning af
prægning, har man dog ikke forladt støbning, som fortsat anvendes i dag,
hovedsagelig til unika eller mindre serier.
Efter at spindelpressen var opfundet, blev den i begyndelsen
kun anvendt til medaljeprægning, idet man her kunne opnå den store kraft, som
fordredes for at præge de høje relieffer, der ofte er karakteristisk for
medaljer. Prægning i ring har fundet sted allerede fra 1500-tallet og har den
fordel, at metallet blev inden for ringen og derfor bedre var i stand til at
blive udpræget. Ved særlig høje relieffer er det nødvendigt at tage medaljen ud
efter 1. slag, udgløde blanketten, som er blevet hård efter 1. slag, og file
lidt af kanten, så medaljen kan komme ned i ringen igen og modtage næste slag.
Er relieffet højt, behøver man mindst 3 slag, ja, man kan
komme helt op på 15-20 slag, før medaljen er fuldstændig udpræget. Nu til dags
bruges stadig friktionsspindelpresser til medaljefremstilling, men hydraulikken
har holdt sit indtog, og flere af de moderne medaljefirmaer anvender nu
varmpresning, dvs. at medaljeemnet opvarmes inden, og medens prægningen finder
sted.
Fremstilling af medaljestempler er et område for sig.
Oprindelig blev hele stemplet graveret, om end man anvendte hjælpepunsler til omskrift
og inskription. Eftersom det var nemmere at skære positivt end negativt,
begyndte man at anvende patricer, dvs. positive relieffer af f.eks. portrætter
og andre detaljer. Efter hærdning blev de så presset eller indslået i et
stempel, hvilket havde den fordel, at man hurtigt kunne fremstille et nyt
stempel, hvis det gamle sprængtes. Havde man derimod graveret direkte i
stemplet, skulle man gennem hele det besværlige arbejde een gang til uden
garanti for, at man kunne nå nøjagtig samme resultat som første gang. Også til
fremstilling ar patricer fik man maskinel hjælp.
Første gang, man hører om reduktionsmaskinen, er fra
møntværkstedet i Moskva omkring 1716. Princippet i en sådan maskine er, at man
kan overføre en model, endda i overstørrelse til et stykke stål. Aftastningen
af modellen skete ved hjælp af en spids føler. Senere, dvs. efter 1837, tog man
aftryk i gips af voksmodellen. Gipsaftrykket blev derefter pudret med
grafitpulver, som er elektrisk ledende, hvorefter der kunne foretages en
galvanisk fældning af kobber i formen. Denne kobbermodel var stærk nok til
aftastningen, men man har gennem tiderne brugt mange forskellige metoder og
systemer.
Den russiske maskine blev forbillede for franskmanden
Hulot's maskine fra 1766, denne videreudvikledes af Wohlgemunth i 1820, og
endelig 1899 var franskmanden V. Janivier kommet frem til en perfekt
reduktionsmaskine, en maskine som mange steder bruges den dag i dag.
Lit: U. Ehrensvärd: Medaligravören Erik Lindberg 1873-1966.
Numismatiska Meddelanden XXXII:1 (Stockholm 1974) s·55-86. samt Erik Person:
Mynt- och Medaljpräglingsteknikken indtil omkring 1800. Kulturen (Lund 1935)
s.93 ff.
..