er inden for numismatikken en betegnelse for et stort
møntlignende stykke fra den romerske kejsertid. Udtrykket skuemønter bruges
først om stykker fra nyere tid (1500-1800-tallet). Skillelinien mellem mønter
og medaljer kan ofte være svær at trække. I guld kan stykkerne have været
multipla værdier, medens stykker i kobber eller bronze kun kan have tjent
dekorative formål. Kendetegnet for medaljonen er den store diameter (op til ca.
70 mm.), den store vægt, den særlige udformning af rand og kant, det høje
relief samt den høje kunstneriske standard. De har givet tjent som gaver ved
særlige anledninger, og har - forsynet med øsken - kunnet tjene som smykke.
Teknisk interessant er de bimetalliske medaljoner, hvor den
midterste del er i kobber, medens randen er udført i det lysere og hårdere messing
- en teknik som i 1980'erne er taget i anvendelse ved mønter fra Italien, San
Marino og Vatikanet fra 1982 og af Frankrig fra 1988. Tidligere tiders
anvendelse af ordet for multipla af rigtige mønter som dekadrakmer eller de
store lilleasiatiske bronzemønter fra den romerske kejsertid er en falsk
betegnelse, idet disse stykker havde en kursværdi, i modsætning til de ovenfor
nævnte medaljoner.
Lit: Gobl: Antike Numismatik. München 1978. s·30-31; NNUM 1943
s.84-88; NNF-Nytt maj 1976 s.11.
..