I begyndelsen af 1700-tallet fandt man på, at det var smukt med gulddekorerede glas, hvor guldet lå på indersiden af et glaslag. Man havde kendt en tilsvarende kunst i romertiden, men den var for længst gået i glemmebogen. Nu tog man fat med at marmorere guldblade lagt på f.eks. drikkeglas i små medailloner og så smelte et ovalt eller rundt glasstykke på, så det dækkede guldet. Rigtig praktisk var det nu ikke med sådanne dekorationer, og man kunne heller ikke komme til at gøre nok ud af dekorationen på guldet, som man nu var blevet ret ferm til at udføre. Man raderede religiøse, mytologiske og sentimentale eller heroiske motiver, og de kunne rigeligt udfylde hele cuppa på et glas. Man kom derfor ind på f.eks. til et cylindrisk bæger at fremstille en indercylinder, som passede meget nøje ind i det. Man kunne nu påføre cylindren guld og boltre sig af hjertens lyst med raderingerne, og forslog guld ikke, var det gørligt at supplere med sølvblade.
Det skulle snart vise sig, at ejheller den fremgangsmåde var den rette, for i kanten af bægret var der en revne, som man ganske vist nok kunne udfylde med et eller andet tættemiddel, men helt effektivt blev det aldrig, og så sivede der fugt ned og ødelagde hele tegningen. Man fandt derfor på, at den yderste cylinder måtte gøres lidt kortere end den inderste, som udstyredes med en kant, som passede nøje ned over yderglasset. På den måde flyttedes sammenføjningen ned på glassets side, hvor den var knap så udsat.
Allerede omkring midten af 1700-tallet opgav man at fabrikere m. og årsagen var, at med alle forbedringer duede det hele alligevel ikke, de to glaslag, som var isolerede fra hinanden af guld og bindemiddel, arbejdede ikke ens, og resultatet blev, at der kom spændinger i godset, så et af lagene sprang. Tilmed viste bindemidlet en kedelig tendens til at mørkne, så det hele kom til at se ret pauvert ud.
Mellemguldglas-lågpokal, Böhmen ca. 1740 (ABR).
Det hører i dag til sjældenhederne at finde intakte m., og erhverver man et, bør det behandles med stor nænsom hed, da det uhyre let går til, det må således aldrig komme i varmt vand, ikke udsættes for sollys og ej heller afkøles for meget.
Hovedparten af de m. der kom frem, var fremstillet i Böhmen, hvor de kaldes zwischengoldglas, en betegnelse som også ofte er brugt herhjemme.
Se også fondi d'ora.