Oprindelig var disse apparater beregnet til minesøgning, men
med ændret spole (søge) hoved og fremkomsten af integrerede kredsløb, blev det
muligt at fremstille forholdsvis lette udgaver, som kunne registre selv små
mønter forholdsvis langt nede i jorden. Efter at have gået sin sejrsgang i USA
og England, blev de efterhånden, fra midt i 1970'erne også mere almindelige i
Skandinavien.
I begyndelsen var mange museumsfolk imod, at de anvendtes af
private, men den holdning er heldigvis ændret, og nu arbejder mange
detektorsøgere sammen med museer og historiske foreninger, og eventuelle fund
bliver registreret og kommer til museerne.
Misbrug har selvfølgelig også fundet sted, og derfor blev
det i Danmark forbudt at søge på fredede fortidsminder, på steder hvor
arkæologiske udgravninger finder sted, samt i statsskove og på flere offentlige
arealer, med mindre der var givet skriftlig tilladelse.
Det er endvidere forbudt at anvende metaldetektorer på
private arealer, med mindre ejeren er indforstået hermed.
Fredningsstyrelsen og Nationalmuseet i København udgav i 1982
en lille folder med titlen: Metaldetektorer - fund og fortidsminder.
I Sverige har man forbudt anvendelsen af metaldetektorer på
steder, der er særlig rige på skattefund, som bl.a. Gotland og Öland. Den 23.
maj 1991 blev det fra 1. juli forbudt i hele Sverige, med mindre man har
tilladelse, som dog kun gives for »antikvarisk ofarliga platser«.
Se også Danefæ.
Lit: NNUM
1973 s.230· MN dec.1979 s.220-222, dec. 1980 s·302-309; SNT 1993 s.150ff.
..