Ældre portugisisk og brasiliansk møntenhed, der betyder 1000
reis, idet reis er flertal af real. Først var det en regnemønt. Som stykke
træffes den første gang udmøntet for Azorerne 1582 under Antonio (1580-1583).
Ellers skal man i Portugal frem til 1663, hvor 1000 reis står som
værdiangivelse på en guldmønt benævnt ¼ moeda. 1677 og 1683 kaldes 1000 reis
mønten også quartinho, og den bliver som guldmønt sporadisk præget frem til
1855. De højere værdier, dvs. 5 og 10 milreis er udkommet så sent som 1889. Som
sølvmønt er den præget 1837-1910, da det nye system baseret på escudo blev
indført.
I Brasilien er den første gang præget i Rio 1699. Denne
guldmønt vejede 2,04 g og havde finheden 0.917. 1749 ændredes vægten til 2,01
g, og den er sidst præget 1787. I 1833 indførtes systemet igen, og den første
1000 reis mønt er en sølvmønt fra 1852. Efter republikkens indførelse vejede
1000 reis mønten fra 1889 12,75 g med finheden 0.917. I 1906 faldt vægten til 10
g og finhed 0.900, og 1922 blev den udmøntet i aluminiumbronze. Sidste milreis
udkom 1939, idet man ved decimalmønt-reformen i 1942 overgik til cruzeiro.
..