Navn på en efterligning af almoravidernes arabisk-spanske
gulddinar. Den blev 1087 indført i det kristne Portugal og Spanien, efter at
maurerne havde tilkaldt almoraviderne, som besejrede Castiliens konge Alfons VI
i 1086. Alfons I af Portugal (1112-1185) prægede en M., og typen blev fortsat
til og med Sancho II (1223-1248), omend den var lidt lettere (ca.3,9 g) end sit
arabiske forbillede, der kunne veje helt op til ca. 4,2 g. Alfons VIII af
Castilien (1158-1214) udmøntede en guldmønt med kufisk skrift i stil med de
arabiske dinarer. Den blev indført ca. 1172 og kaldt marabotinos alfonsinos,
men betegnes i moderne spanske kataloger som dobla. Under Alfons IX ændres
typen til en europæisk type med et kongeportræt på forsiden og en løve på
bagsiden.
Alfons X af Castilien (1252-1284) indførte en sølvmaravedi
og underdelinger heraf, men allerede under Pedro I (1350-1369) var den blevet
til en kobber dinero og 3 og 4 maravedis var i billon. Under Ferdinand og
Isabel optræder den atter som møntenhed og afskaffes igen 1843. Multiple f.eks.
8 M. udmøntedes dog til 1858, selvom man på dette tidspunkt var overgået til
decimalsystem.
..