Amerikansk morgandollar 1880 S (S=San Francisco).
Navnet på den vel nok bedst kendte amerikanske sølvdollar
præget 1878-1921. Gravøren George T. Morgan (1845-1925) var assisterende gravør
ved Mønten i Philadelphia og oprindelig uddannet hos Wyon på Royal Mint i
London. Hans mønt-forside viser et tidløst frihedsportræt og bagsiden den
amerikanske ørn.
Indtil 1904 blev præget 570 millioner af denne type, men som
følge af den såkaldte »Pittman Act« fra 1918 blev 270 millioner stk. nedsmeltet
og solgt til englænderne, som førte det til Indien for at hindre en
sølvspekulation her. 1921 blev typen præget for sidste gang i et antal af mere
end 86 millioner. Den blev samme år erstattet af peace dollar.
..