Gotisk messingmorter med relieffigurer af set. Erik og Jomfru Maria. Vadstena (ABR).
morter (latin mortarium) stenskål, beholder til at
pulverisere faste stoffer i med en støder.
En morter er en lille krukke lavet af fx granit, sten, porcelæn
eller metal, hvor du med en støder kan knuse madvarer som krydderier til
pulver. Det hele gøres med håndkraft.
Morteren er et urgammelt redskab. I det gamle Grækenland
brugte apotekere morteren til at knuse deres remedier, så de kunne blande dem i
de perfekte forhold. I dag bruges morteren af madelskere over hele verden.
Mortere findes i forskellige størrelser og forskelligt
design, fx en klassisk morter i granit, der står solidt og virkelig pryder
køkkenet.
Så er der mortere i porcelæn og med mere moderne farver.
Eller du kan få en morter, hvor krukken er af træ, og hvor støderen er lavet i
et specielt ergonomisk design, der gør, at den ligger bedre i hånden, og at du
ikke skal bruge så mange kræfter på at knuse dine krydderier.
Mortere er kendt fra oldtiden og almindeligt brugt til ind i 1700-tallet; fremstillet i træ, marmor, sten, tin, malm, jern, glas og porcelæn til at støde krydderier og lægeurter i. Støderen kaldes også en pistil.
Består af en skål hvortil hører en støder eller pistil, den er langtfra altid af samme materiale som selve mortere, f.eks. kan der meget vel høre en støder af jern til en morter af træ eller messing.
Mortere er efterkommere af oldtidens håndkværne, og man kender dem langt tilbage i tiden. I vore dage opfattes m. nærmest som et stykke lidt forældet apoteksinventar, men førhen var en m. et uundværligt redskab i hjemmet, i en snæver vending kunne der stødes korn til mel i de større eksemplarer, og det var i mortere, man stødte kødkløser til fars, ligeledes var redskabet uovertruffet til æltning og sammenbringning af forskellige deje, og det var en selvfølge, at krydderier og kaffe blev stødt i en morter.
Den tidlige middelalders mortere er gerne ret lave, skålformede, og hovedparten af de bevarede stykker er af sten - nogle er med en udhugget dekoration. I gotikken bliver en ret høj, slank type idealet, og man går nu over til at støbe mortere af klokkemetal, som er en slags messing. Formen er gerne udsvejfet oventil - undertiden også en smule forneden, så redskabet får talje. Korpus støttes af vertikale ribber, der måske foroven ender i en fransk lilje og forneden i en dyrepote. Foroven kan randen være forstærket med en vulst. Hovedparten af de gotiske mortere har kun et øre, men især i sengotisk tid kommer man ind på at bruge to håndgreb - ganske enkle bøjler uden udsmykning. For det meste er mortere et »biprodukt« ved klokkestøbning, og mange mortere bærer klokkestøbermærker. Støderen kan være af messing, dog ses den fortrinsvis af jern, og håndgrebet har form som et T. Undertiden er der - især på centraleuropæiske mortere anbragt et stanghåndgreb på korpus, det er et øre, som optil forlænges i en spids og nedadtil vokser sammen med den standrand, som denne type mortere har. Til gengæld savner man for det meste her de vertikale ribber, og det samme er tilfældet på renæssancens m. Disse adskiller sig ret meget fra de gotiske: Formen er mere sammentrykt og bredere, og der udvokser foroven og forneden en mængde profilringe - stundom bliver det også til et par stykker på midten; der bruges nok ører, og hvis det er tilfældet, er der så at sige altid to, de kan være formgivne som delfiner, hermer etc. Nok så almindelige er dog nu håndknopper, og undertiden har man - særlig ved store mortere helt sløjfet gribeanordningerne. Nogle renæssancemortere er med yppig støbt reliefdekoration såsom bladværk, satyrer og andet til stilen hørende, adelsvåben, inskriptionsbånd og årstal hører ligeledes med til de prydeligheder, der kan forekomme, og gribeknopperne er evt. udformet som dyrehoveder eller hjelmede krigerhoveder.
Dansk renæssancemorter af messing med pistil i samme materiale.1600-tallet (ABR).
I barokken aftager pragten, selvom man ofte - især på større mortere til apoteker og lignende steder bibeholder mange profilbånd. De stykker, som er beregnet til krydderistøden i private hjem, bliver nu enklere, og efterhånden får de et meget markant svejf udad foroven. Der er gerne ører på småmorterne, og forneden er der måske en lille udbugning, så redskabet står bedre fast. 1700-tallets mortertype fortsætter ind til m. op over midten af forrige århundrede stort set bliver overflødig, fordi man nu kan købe produkterne færdigstødte. Ved siden af 1700-talsformen har man dog også klassicistiske mortere, som kan være af klokkefacon eller som en ret lav, bred skål med udsvejfende kant og en fod-afsnøring forneden.
Italiensk renæssancemorter af messing, 1599 (ABR).
De her omtalte mortere er alle af messing, de har indtil 1700-talstypen lige så ofte støder af jern som af messing, men derefter bliver jernstødere stjældnere, og den almindelige type er af messing, med et stort hoved i den ene ende og et mindre i den anden samt undertiden nogle profilringe på midten af skaftet.
Ofte måtte man erkende, at sten eller træ var bedre til visse mortere, f.eks. var farsmortere nok så nyttig af træ. Til stenmortere har man brugt granit, sandsten, serpentin etc., til træmortere egetræ, pokkenholt, mahogni og andre hårde, gode sorter. Disse m. kan have stilpræg, men nok så ofte er de simpelt hen udformede i pagt med det formål, som de skulle tjene.
Fra 16- og 1700-tallet kendes mortere i glas, og i forrige og dette århundrede har porcelænsmortere spillet en væsentlig rolle, mest som laboratorieudstyr.
Tysk morter af grønligt waldglas. 1600-tallet (ABR).
Beholder til at pulverisere f.eks. krydderier i. Kendt fra oldtiden og brugt op til slutningen af 1800-tallet. Fremstillet af messing, jern, bronze, glas, porcelæn, fajance, sten. Støderen kaldes også en pistil.