Muskedonner med flintelås. England 1700-tallet (Poul Jelskov).
Et meget bredløbet skydevåben - det findes både som en art gevær og som pistol. I de fleste tilfælde går løbet tragtformigt ud, sådan at ladningen spredes mest muligt. Dette har imidlertid ikke forhindret, at der på mange m. - også pistolerne - er påsat en springbajonet, der kan udløses efter behag.
M. synes at være en hollandsk opfindelse og dukker op i anden halvdel af 1500-tallet. De første modeller har hjullås, siden bliver snaplås og flintelås almindelige. På det europæiske kontinent brugtes m. i behersket omfang, og den blev aldrig noget militærvåben, derimod anvendte civilister den imod tyve og røvere. I England og det nordlige Amerika, blev m. overmåde populær, og så sent som omkring 1850 havde mange diligencekuske en m. liggende ved siden af sig på sædet, så de kunne tage kampen op imod eventuelle landevejsrøvere.