Dansk møntsted, hvor der i første del af 1400-tallet er
præget mønter under Erik af Pommern. Møntstedet, der lå mellem Susåen og
byporten, kaldtes Møntergården. Omkring år 1400 udsendtes herfra en hvid
(Galster 3), der på bagsiden havde en krumstav, hvilket tydede på, at biskop
Peder Jensen Lodehat havde andel i udmøntningen.
Denne mønt er uhyre sjælden og er antagelig kort tid efter
erstattet af en lidt lettere hvid (G:2) med et kors på bagsiden. Dernæst
indførtes sterlingen (G:4), som er udmøntet ca. 1405-1420, og i samme tidsrum
prægedes pennning (hulpenning) (G:5) og 1/2 penning (skærv) (G:6).
Da kongen efterhånden kom i pengenød, lod han fra 1422 præge
sterlinge i rent kobber. Disse blev også præget i Lund, Odense og Randers. Den
sidste mønt, der er præget her, er den hule lybske penning - også benævnt
lebard (G:8), som er udmøntet efter den 8. okt. 1424.
Lit: G. Galster: Næstved Mønt, Næstved 1966.
..