Renæssancenøgle udsmykket med pentagram.
Metalnøgler har været kendt siden romertiden, og i princippet har den almindelige type ikke forandret sig siden. N. bestod da som nu af en pibe eller tap hvorpå en kam sad og foroven en plade eller bøjle - et hoved - som man kan fatte om. Selv de romerske n. er langtfra alle med enkel kam, og de må have hørt til ret komplicerede låse. Nogle eksemplarer har kam på begge sider af piben (tappen). Hovedet kan være formet som et halvt dyr - en vædder eller løve, men det kan også minde om et skibsrat eller en bagerkringle.
Nøgle med jernskærearbejder. Renæssance.
Nogle middelalderlige n. har hoved som en drejelig ring, den kan klappes ned langs med resten af nøglen, så denne næsten intet fylder. Byzantinske n. har ofte et meget stort pladeformigt hoved med korsformede gennemhugninger, men også en form som en husgavl med gennemhuggede vinduer ses undertiden. Disse n. kan tillige være med ciselerede mønstre. Gotikkens n. har ofte en meget vidtløftig kam, der hvad antallet af tænder angår ikke giver en redekam meget efter. Hovedet er f.eks. formet som en rose, et firpas eller en bøjle med fiskeblærer. Hvor materialet før var bronze, er det nu gerne jern; der kan dog være indlagt bronze- eller messingpartier i jernet.
Renæssancens n. kan være overmåde pragtfulde. Hovedet er således ofte med udsøgt jernskærerarbejde f.eks. visende fabelvæsener og kartoucher. Undertiden går der støtteribber ned langs piben, og udskæringen i den kan være trekantet, firkantet, halvmåneformet m.m. Kammen har ikke sjældent et labyrintagtigt mønster udskåret. En del af grunden til denne prægtige forarbejdning var utvivlsomt, at n. udover at være et låseredskab tjente som værdighedstegn for husfruer eller betroede mænd, den gør det sådan set stadig (jfr. kammerherrenøglen).
En del n. fra det 17. århundrede er utrolig komplicerede i opbygningen. Oven på det egentlige hoved er anbragt en stor fiale med filigranagtigt gennembrydningsarbejde på siderne.
I 1700-tallet er dobbeltn. ret almindelige. Undertiden har de fælles hoved, hvorfra de to tappe eller piber med forskellige låsekamme udgår. Nogle af disse n. er sammenklappelige. Der findes endog sådanne n. med fem piber brugelige til lige så mange låse.
Rokokoens n. har ofte et meget let hoved udskåret i ganske fine mønstre, hvoriblandt rocailler naturligvis spiller en væsentlig rolle. Man arbejder her ikke sjældent med n. der har ståltap (pibe) med hoved af forgyldt bronze eller ædlere metal. Bortset fra ornamentikken følger klassicismens n. disse linjer.