Naturstenhuse - Granit og meget andet

Bornholms hovedstenart er granit, der har været brugt som byggemateriale siden middelalderen. Større stenbrud kom først i begyndelsen af 1800-tallet, dog blev der på Christiansø brudt en stor mængde sten til fæstningsbyggeriet, hvor norske "stenbrydningsvante" soldater var med fra starten i 1684.
Marksten benyttede man sædvanligvis til de høje kraftige stenfundamenter, "fodmure", på bindingsværksbygningerne overalt på Bornholm.

Bakkalænger
I slutningen af 1800-tallet blev der på især Sydøstbornholm opført en del kampestenslænger som udlænger på gårde og husmandssteder. Ydervægge og gavle blev opsat i kløvet marksten, fortrinsvis granit, men tit også blandet med flere andre stentyper. Stenene kom uden tvivl hovedsagelig fra rydning af markerne, blandt andet ved opdyrkning af udmarksjorderne.
Facaderne stod i kløvede sten, medens bagmuren ofte blev opmuret i sandsten. Afslutninger ved vinduer og døre og gesimser kunne enten udføres af tilhugne sten eller med mursten. Fugerne ses meget ofte med en markeret skåret fuge, som også kunne kalkes hvid.
Navnet Bakkalænger har sin rod i efternavnet Bak, en jyde, som var god til at udsøge og kløve stenene; han boede i Pedersker, hvilket kan forklare, at disse kampestenslænger hovedsagelig findes på sydlandet. Bak havde et sjak, som satte og murede og fugede de sten, han havde kløvet og eventuelt tilhugget.
Bakkalængernes konstruktion og udseende svarer i store træk til kampestenslænger i det øvrige land, men man fristes til at tro, at der på Bornholm fandtes både inspiration og især håndværksmæssig kunnen hos de svenske indvandrere fra Skåne og Blekinge, hvor sådanne bygninger var normal byggeskik i samme periode. Andre steder i Danmark hentede man "stenmestre" fra Halland.

Nationalromantikken og nyere tid
Stenindustien på Bornholm voksede sig til et stort erhverv i løbet af 1800-tallet. Granitten blev brugt til store nye kirkebyggerier og andre større, monumentale byggerier, både i København - blandt andet Christiansborg - og selvfølgelig også på Bornholm.
En bestemt bornholmsk arkitekt, professor Mathias Bidstrup, som virkede i en menneskealder fra 1880-erne til 1920-erne brugte i høj grad granit og sandsten til sine store byggerier. Han var rektor på Rønne Tekniske Skole og aktiv i datidens håndværker- og industriforeninger, drev egen arkitektvirksomhed og havde tillige økonomiske interesser i stenindustrien. Fra årtierne omkring 1900 findes der derfor store markante bygninger, især kirker, tekniske skoler, jernbanebygninger, posthuse, rådhuse, som har facader med forskellig bornholmsk granit og sandsten. Sandstenen fik en renæssance efter at Frederiks Stenbrud igen var kommet i gang i 1922, efter stilstand siden 1872. Der blev opført huse med fine sandstensdetaljer, og enkelte større bygninger blev opført i kløvede sandstenskvadre efter russernes bombardement i 1945.