Naturstenhuse - Sandsten, granit m.m.
Bornholm er en klippeø, men den består ikke kun af granit. Der er et væld af forskellige stenarter, og Bornholm er en usædvanlig geologisk lokalitet, hvor man næsten kan aflæse jordens geologiske historie.
Der er mange forkastninger, det vil sige forskydninger i de geologiske lag, hvor man i samme niveau kan stå med sine to ben på hver sit lag af millioner af års aldersforskel, f.eks. granit og sandsten, og på Bornholm findes flere typer sandsten og kalksten.
Til middelalderens kirker og borge blev der hovedsagelig anvendt granit, som regel kløvet marksten, men i mindre grad også sten fra stenbrydning. Til dekorative bygningselementer, hvori der skulle hugges profiler eller mønstre, blev de blødere kalksten, skifre og sandsten anvendt.
I nyere tids bygninger fra sidste halvdel af 1700-tallet og fremefter brugte man sten både fra større stenbrud og fra mindre overfladebrud, og i slutningen af 1800-tallet igen også en del marksten.
Sandsten
Sandstenene findes på Sydbornholm i de såkaldte palæozoiske aflejringer i den geologiske tid speriode Nedre Kambrium. Der er to sandstenstyper, som har været meget anvendt til byggeri: balkasandstenen, som ligger i lag over den ældre nexøsandsten. Balkasandsten er en hvidgrå kvartssandsten med en anderledes
struktur og farve end Nexøsandsten, som er en gulrød kvartssten med lidt blødere feldspat; begge sandstenstyper og især Nexøsandstenen varierer meget i farven afhængig af lokalitet, og hvor i lagene de findes. Begge sandstenstyper er meget holdbare, dog synes balkastenen den mest holdbare overfor vejrlig.
Balkasandsten
Denne sten har sit navn fra stranden ved Balka, hvor den flere steder findes i overfladen. Dette er også tilfældet mange steder længere inde på det flade sydland, helt op mod Aakirkeby, hvor der findes et mindre brud.
Balkasandstenen har ikke været brudt i så stort omfang og brugt på samme måde som Nexøsandstenen, sandsynligvis fordi den ikke kan brydes i så tykke og store blokke som denne. Der er flere mindre brud, hvor man har taget sten til større byggerier helt frem til begyndelsen af vort århundrede. Enkelte steder er der helt små overfladebrud, hvor bønder og håndværkere har taget sten til egne byggerier.
Nexøsandsten
Der havde ikke været egentlig brydning af nexøsandsten før midten af 1700-tallet, hvor Frederik den Femte i 1754 åbnede Frederiks Stenbrud ved Nexø for at skaffe gode sten til Marmorkirken og flere andre større byggerier i København. Der blev således leveret meget fornemt tilhugget sandsten fra Nexø til store bygninger hovedsagelig i København i sidste halvdel af 1700-tallet, nævnes kan blandt andet Frederiks Hospital, Kirurgisk Akademi og Frihedsstøtten, som netop er blevet fornyet, igen med sten fra Nexø. Med afbrydelse mellem 1872-1922 blev der brudt sandsten fra Frederiks Stenbrud frem til 1957. Der brydes fortsat Nexøsandsten i flere mindre brud ved Nexø og i Bodilsker.
Sandsten som byggemateriale
Man har brugt sandstenen langt tilbage i tiden som byggemateriale. Den var nem at bryde, fordi den har en skifret struktur tæt ved overfladen, op til ca. 30 cm i tykkelsen. Brækstænger, store hamre og mejsler var nok til brydningen.
Først efter åbningen af Frederiks Stenbrud i 1754 tog man fat på egentlig brydning med krudt for at gå i dybden efter tykkere lag til sten til de store byggerier og monumenter, f. eks. Frihedsstøtten i København.
Affaldet fra sandstensbrydningen, brokkerne, blev brugt til byggerier i Nexø og omegn, og de blev også benyttet meget til stengærder.
Det første større sandstensbyggeri på Bornholm var Stenbrudsgården, som blev opført 1757 tæt ved Frederiks Stenbrud; en stor lang og bred bygning med tre boliger til stenbrudets inspektør, stenhuggermester og smedemester. Stenbrudsgårdens ydervægge blev opmuret i kalkmørtel som 1 alen (ca. 60 cm) tykke kompaktmure med let tilhugne og på ydersiden let afplanede overflader, som blev pudset udvendig og indvendig.
De indvendige vægge var ligeledes af sandsten, dog kun 1 fod, ca. 30 cm tykke, opmuret ilermørtel og ligeledes pudsede.
Det menes at være stenhuggermester Jacob Fortling som stod for opførelsen af Stenbrudsgården. Stenbrudsgårdens udlænger, som fulgte nogle år efter, blev opført mere simpelt uden pudsede vægge, men dog overfladebehandlede med en let, udjævnende mørtel og derefter hvidkalket.
Stenbrudsgården har uden tvivl givet inspiration til mange andre både større og mindre byggerier især i Nexø. Enkelte meget store bygninger blev opført i 1700-årene og i begyndelsen af 1800-årene, men mange mindre udlænger blev bygget under navnet "brokkalænger". Da man i første halvdel af 1800-tallet skulle skaffe sig af med de brandfarlige stå tage og trægavle i købstæderne, blev mange gavles bindingsværk og trægavltre kanter udskiftet med hele gavle i sandsten.
Fiskeredskabshusene fra midten af 1800-tallet i Snogebæk på Østbornholm er er opført af balkasandsten, som findes i overfladen i strandkanten. Balka ligger tæt ved og har givet navnet til sandstenstypen, der er anderledes dannet og sammensat end Nexøsandstenen.
Mange hollandske møller fra midten af 1800-tallet blev opført i begge typer sandsten, og gerne pudset. Der blev på daværende tidspunkt fremstillet cement (hydraulisk kalk) på sydlandet af en lerholdig kalksten, Komstadkalk (ortoceratitkalk). Denne cement, ofte rødbrun, ses tit som opmurings- og pudsemørtel i det senere sandstensbyggeri.
I mindre udlænger kunne sandstensbrokker bruges som murede tavl i de underste tavl, og flere steder ses bindingsværkstavl helt udfyldt af en eller et par store "stenheller", 6-10 cm tykke sandstensplader, som blev fastholdt med store søm, og fugerne lukket med mørtel og mindre brokker.
Brugernes vurdering
5,0
(
3
stemmer)
Siden er blevet set 2.233 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Samling
Der er allerede en bruger med det brugernavn.