Navneloven

Lov af 29. april 1981 om personnavne. Skabte ligestilling mellem mænd og kvinder og mellem børn i og uden for ægteskab med hensyn til erhvervelse af efternavn. Navneloven giver regler om erhvervelse og fortabelse af efternavne, om fornavne og mellemnavne, og om navneforandring. Et barn får ved fødslen forældrenes navn, hvis de har samme efternavn. Har de ikke det, kan de eller den, der har forældremyndigheden, vælge, om barnet skal have faderens eller moderens efternavn. Der kan også vælges moderens pigenavn eller faderens fødenavn. Ved adoption erhverver adoptivbarnet adoptantens efternavn, medmindre det bestemmes i bevillingen, at barnet skal beholde sit eget navn, eventuelt i forbindelse med det nye navn. Ved indgåelse af ægteskab beholder hver part som udgangspunkt sit eget efternavn; men kvinden kan antage mandens navn, og manden kan antage kvindens pigenavn. Med hensyn til mellemnavn bestemmer loven, at et barn ved dåb eller til enhver tid kan tillægges et eller flere mellemnavne ved anmeldelse til ministerialbogen (kirkebogen eller personregisteret). Som mellemnavn kan vælges faderens eller moderens mellemnavn, eller et navn, som barnet efter lovens regler kan erhverve som efternavn. Om fornavne bestemmer loven, at der ikke må vælges et navn, der ikke er et egentligt fornavn, eller et navn der kunne blive til ulempe for barnet. Den, der uberettiget benytter et navn, straffes med bøde; men påtale finder kun sted, når en forurettet begærer det, eller hvis almene hensyn kræver det.