netsuke [netske] (japansk) bæreknap, fastgjort ved strop til
kniv, etui eller anden mindre genstand båret i bæltet. Navnlig 17-1800-tallet,
af træ og elfenben skulpturelt udformet.
Japansk knap, udformet som en miniatureskulptur (3-8 cm høj) af eventyr-, dyre- eller gudeskikkelser i poleret træ, ben, elfenben, rav eller ædelt metal. Netsuke brugtes som en slags bærepind, da japanerne ikke havde lommer i deres tøj. Den hang i det brede livbælte i en snor, trukket gennem næsten usynlige huller, og skulle være så fint udskåret, at den hverken skurede in mod hoften eller gled ned under bæltet. Mellem 1600 og 1850 nåede netsuke-fremstillingen sit højdepunkt, og man kender navnene på over 2000 berømte netsukekunstnere med Tosa Mitsouki og Shuzan som nogle af de mest fremragende. Da japanerne begyndte at gå med europæisk tøj, mistede netsuke sin praktiske betydning, men den laves stadig som souvenir.