England,
Edward III (1327-1377); Nobel (1363-69) fra London.
(engelsk: Noble). Engelsk guldmønt introduceret 1344 af
Edward III (1327-1377) til minde om flådesejren 1340 over franskmændene ud for
Sluys. På forsiden ses kongen stående med sværd og skjold i et skib. Mønten
afløste den engelske florin, der var slået tidligere på året, men ikke slog an.
Noblen var af næsten rent guld (23 7/8 karat), hvilket måske
har givet mønten navn. Den gjaldt for 6 shilling og 8 pence. 1344 var vægten
8,972 g, i 1346 8,331 g, og fra 1351 vejede den kun 7,77 g. I 1465 skete der en
ændring i designet, idet man på skibets planker afbildede en rose (Huset Yorks
symbol).
Denne mønt kaldes derfor rosenobel eller ryal. Mønten fik så
stor udbredelse og blev så populær, at den blev efterlignet flere steder, bl.a.
i Nederlandene.
I Danmark var den hyppigt forekommende, idet øresundstolden,
indført 1429 af Erik af Pommern, beregnedes som en nobel pr. skib. I Danmark
har kong Hans 1496 og 1502 samt Chr.2. i 1516 og 1518 præget en guldmønt, hvis
forbillede var de nederlandske guldrealer. Disse danske mønter blev alligevel i
samtiden, på trods af et guldindhold på over 14 g, kaldt nobler.
Noblen er dukket op i adskillige danske skattefund, sidst i
sommeren 1976, da der ved et skibsvrag ved Vejby Strand i Nordsjælland blev
fundet 74 hele, 30 halve og 5 kvarte nobler, der alle var af Edward III typen
efter 1351.
Lit: KL bd.12 sp.325-327.
..