Non-figurativ kunst

Mellem 1910 og 1916 kom flere kunstnere uafhængigt af hinanden til den konklusion, at en opstilling af linier, farver og figurer, frigjort for al naturalisme og uden at vise noget genkendeligt, på en mere direkte måde kunne udtrykke de dybeste følelser. Disse kunstnere var: i Tyskland Kandinsky; i Frankrig Kupka, Picabia, Delaunay (orfisme); i Rusland Larionov og Gontcharov samt Tatlin (konstruktivisme), Rodchenko (non-objektivisme) og Malevitch (suprematisme), og i Holland Mondriaan. De abstraherede fra naturen, deraf navnet abstrakt kunst. Man kalder også de kunstværker abstrakte, som viser en deformation eller simplifikation af naturlige former, som kan identificeres i billedet. Men for at holde disse arbejder, som endnu har forbindelse med naturalismen, adskilt fra den rene abstrakte kunst, kalder man sidstnævnte den non-figurative kunst.
Man skelner mellem to retninger inden for den non-figurative kunst: en følelsesmæssig og ekspressionistisk (Kandinsky), og en mere intellektuel og geometrisk retning, som man finder repræsenteret i neo-plasticismen og konstruktivismen. Den første var indtil anden verdenskrig begrænset til Tyskland (Fr. Winther, Hans Hartung, Ernst Nay), men bredte sig efter krigen til Ecole de Paris (Bissiere og Bazaine). Den anden retning fik mange tilhængere, især udenfor Frankrig.
Af karakteristiske danske, non-figurative malere kan bl.a. nævnes:. Richard Mortensen, Ejler Bille, Asger Jorn, Mogens Andersen, Paul Gadegaard og Ole Schwalbe.