Nordisk oldtid

I Nordsverige og Norge findes langs kyster og elve de ældste nordiske vidnesbyrd om menneskets evne til at udtrykke sig i billeder. Hugget eller skrabet ind i klipperne - engang imellem malet med rød farve - findes hundreder af ristninger, som forestiller hjorte, elge, rensdyr, bjørne, fugle og fisk. Dyrene står' alene eller i grupper, men uden sammenhæng mellem de enkelte figurer. Ristningerne har ikke noget egentlig fortællende indhold; de viser den primitive jægers drømme om jagtbytte, og de gengiver dyrene i livlig bevægelse hen over fjeldsiderne, således som naturmenneskets fint trænede øje har set dem. Billederne har utvivlsomt - ligesom de spanske og sydfranske hulemalerier - spillet en væsentlig rolle i kultiske handlinger; oftest ser man dem anbragt nær vandet på steder, hvor dyrene er kommet for at drikke, eller hvor de let har kunnet sætte over på den modsatte bred; eller ristningerne findes indgraveret på stejle klippesider, hvor man måske har tillagt dem en magisk kraf!, som har skullet drive de afbildede jagtdyr ud over fjeldsiden.
Plastisk udformede dyrehoveder af stor skønhed kendes som afslutning på dolke af skifer; de er især fundet i Mellemsverige; og i Finland har man fundet økser, hvis nakke er tildannet som et dyrehoved - særligt er elgen, skovens største jagtdyr, med forkærlighed afbildet. Små ravfigurer af ulv, bjørn og fugle er fundet i Danmark og Sverige. Det er tænkeligt, at det drejer sig om amuletter, der - ligesom dyrehovederne på økser og dolke - skulle skaffe jægeren en heldig jagt, eller de kan måske være afbildninger af hans totemdyr.
Samtidig med den naturalistiske kunst optræder de ældste, spinkle ornamenter, sammensat af streger, skraverede .trekanter, rhomber og rektangler. De er indridset på genstande af ben eller hjortetak, ofte så fint, at det er vanskeligt at skelne linjerne med det blotte øje. På ben redskaberne er der undertiden også dyrefigurer. Særlig prægtig er en elgtakøkse fra Ystad, på den ses side om side med nogle løst indridsede geometriske mønstre to hjortefigurer, så impressionistisk levende, at de godt kunne være hentet fra en moderne kunstners skitsebog. Tidligt opstår lysten til at pynte sig med smykker. Og samtidig begynder man at dekorere de ting, man til daglig har i hænderne, først og fremmest våben og lerkar. Det er et spørgsmål, om man i denne forbindelse kan tale om kunst; i sig selv er forskellen mellem kunst og håndværk vanskelig at definere. Måske kan man sige, at håndværket altid har et praktisk formål, hvorimod kunsten oftest opstår uden hensyn til, hvad der måtte være praktisk. Den er udtryk for et livsoverskud, som i sten- og bronzealderen manifesterer sig i en enkel, smuk linjeføring, betinget af et skønsomt vekselspil mellem refleksion og intuition.
Den ældre stenalders former var dannet mindre under hensyn til, hvad der var smukt, end hvad der var nyttigt. De første grave bygges alene på duelig erfaring, og der går hundreder af år, før en mere sindrig bearbejdelse af våben og lerkar samt en arkitektonisk opførelse af gravkamrene (dysser og Jættestuer) vinder indpas. Udførelsen af sten- og bronzealderens redskaber veksler stadig mellem håndværk og kunst, idet snart den bundne efterligning og nøjagtige gengivelse, snart den frie, fabulerende formdannelse og dekoration har overtaget.
Lerflasker, bægre, krukker og kar af mange former kommer sammen med den yngre stenalders agerbrugere til Norden. De ældste lerkar er oftest rundbundede, og dekorationen - lodrette linjebundter - efterligner de net, hvori flasker og bægre blev båret. Smukkest er jættestuekulturens keramik, udsmykket med geometriske mønstre som dybt indtrykte, skraverede felter og lign. Ornamenterne blev ridset eller stemplet ind i det våde ler med pinde, småknogler, muslingeskaller, snore og tandstokke (en slags kamme). Fremragende eksempler pådenne ornamenterede keramik er lerkarrene fra Hagebrogård og Skarpsalling. Stridsøksekulturernes lerkar er ringere både i materiale og dekoration, tandstokken anvendes hyppigt, især langs Sveriges og Finlands Østersøkyster, ofte til grove, vinklede mønstre. En modsætning til den grove keramik er de fint svungne stridsøkser, og i det hele taget har våbnene i slutningen af yngre stenalder en hidtil ukendt kvalitet. Flinthåndværket opnår i kappestrid med bronzestøbningen, som nu begynder at trænge frem, en slutblomstring, hvor bronzeformerne efterlignet i flint bliver til dristigt udhamrede dolke, spydspidser og seglblade.
Stenalderens våbenformer og lerkar vidner alle direkte eller indirekte om europæiske indflydelser. Man betegner derfor ofte den nordiske stenalder som en rand kultur. De motiver, der bliver dominerende i bronzealderens ornamentale kunst: cirklen, den løbende spiral og bølgebåndet er også hentet udefra. Spiralornamentikken kan samtidig spores ned gennem Europa til Kaukasus. Her i Norden udvikler motivet sig til en sådan fuldkommenhed, at spiralens muligheder både ornamentalt og plastisk gennemarbejdes, kulminerer og udtømmes i mødet med det ekspansive nordiske sind.
Spiralmotiverne opløser sig efterhånden i blidere bølgebånd, og vi møder i stigende grad den plastiske figurfremstliling i form af pyntelige menneske- og dyrefigurer, der afslutter rageknivenes skafter, sidder som hoved på smykkenåle eller - som på vognen fra Trundholm mose på Sjælland - trækker afsted med den spiralornamenterede sol skive. En særlig nordisk form er de fornemt svungne bronzelurer. Både Solvognen fra Trundholm og lurerne har sikkert været knyttet til bronzealderens soldyrkelse.
Fra yngre bronzealder haves i det sydlige Skandinavien - og i særligt stort antal fra Bohuslen - en mængde billedfremstiilinger indridset i store, flade klippeheller eller på løse sten. Ofte er mange ristninger samlet på en lokalitet, og undertiden synes billederne at rumme et fortællende indhold. Helleristnlngernes motivverden er ret ensartet. Hyppigt forekommer store skibe med svungen stævn; på skibene findes af og til billeder af solen, fremstillet sdm et hjul med fire eger eller som en kugle omgivet af tilbedende mennesker. Soltegn findes ikke sjældent isoleret; I et enkelt tilfælde bliver solen trukket af en hest ligesom på Trundholm-vognen.
På skibene eller spredt imellem dem findes menneskefigurer med våben i hænderne, bærende solhjul på lange stager eller blæsende på lur; på et af skibene møder man et ligefrem muntert optrin med dansende mænd, der svinger lurer eller trompeter over hovederne. Også pløjescener er hyppige, i det hele taget forekommer dyr ikke sjældent. På, enlige sten eiler fdrdelt meilem ristningernes figurer findes billeder af håndflader og fodsåler samt i stort tal små, skålformede fordybninger.
De fleste af helleristningerne er i modsætning til de tidligere omtalte jagtmagiske ristninger ubehjælpsomt tegnede; dyrene har fire ben anbragt på række, og menneskefigurerne er mærkeligt leddeløse.
Det vil altid være en uløselig opgave for videnskaben sikkert at tolke disse
ristninger; men de fleste er dog nu enige om at tillægge dem en religiøs betydning. Nogle særligt store menneskeskikkelser med dyreansigter er blevet opfattet som guder; de dansende og lurblæsende mænd udfører kultiske ceremonier; hjul kors, håndflader og fodsåler er helligtegn; skålgruber og pløjescener vidner utvivlsomt om en frugtbarhedskult. Sandsynligvis kendes allerede fra slutningen af yngre bronzealder den frugtbarhedsgudinde. som i ældre jernalder af romerne blev kaldt Nerthus, og måske har vi netop i den lille kvindestatuette af bronze fra Fårdal hendes billede.
Den ældre jernalder inddeles i to hovedafsni!, der røber stærk indflydelse fra henholdsvis keltisk og romersk kultur. Fra Gallien modtog vi store bronzekar,
og sølvkedelen fra Gundestrup er antagelig et østkeltisk arbejde, hvis opdrevne plader fremstiller guder og fabeldyr, der har lånt træk fra både europæiske og orientalske kulturer. Tidens smykker og våben har tunge, plastisk svungne dekorationer; ornamenterne er næsten overalt hjerter, hagekors og triskeler sammenstillet af s-slyng, således som vi f.eks. finder det på Dejbjergvognens udsmykning.
I århundrederne umiddelbart efter Kristi fødseloverstrømmes det nordiske marked af romersk kunstindustri:. bægre, fade, kasseroller og spande af bronze eller sølv, fine glassager, smykker og meget andet. I det hjemlige håndværk sætte.r denne import sig spor i en mængde smukke lerkar, hvis former og ornamentik tydeligt peger hen imod de romerske forbilleder, således er f.eks. det klassiske mæanderbånd et hyppigt anvendt dekorationsmotiv.
Guldhornenes klumpede dyrebilleder er noget af det første, der varsler en ny stils gennembrud i Norden. Dens baggrund er de mægtige europæiske folkeforskydninger, der finder sted i århundrederne efter Kristi fødsel; de bringer bevægelse i sindene og nye impulser fra fremmede lande. Den nye stil kaldes dyreornamentikken. Dens elementer hentes fra klassisk og orientalsk kunst, men sammensmeltningen sker i Nordeuropa. Ornamentikken viser sig først som en plastisk reliefstil, der når en meget høj udvikling i Norden som dekoration på sværd hefter, store spænder og beslag. Efterhånden flader relieffet sig atter ud; men nu indkomponeres et voldsomt, rytmisk bånds lyng mellem de smidigt svungne dyrekroppe. Snart indvirker disse abstrakte båndslyngninger således på folkevandringstidens dyrefremstillinger, at figurerne spaltes, udfliges og flettes sammen i barbariske knuder. Sådan møder vi stilen på vikingetidens våben og spænder og i de norske vikingeskibes træudskæringer. I Danmark stivner dyreornamentikken med kristendommens indførelse, kun enkelte steder - i tidlig middelalderlig kirkekunst - spores dens levninger. I Sverige og Norge får den en efterblomstring i de tidlig-middelalderlige runestens og stavkirkers elegante dyreslyng. Siden forsvinder den næsten helt, dog findes antydninger af den i folkekunstens træudskæringer op gennem århundreder.