Navnet på en række prøvemønter, som man håbede kunne blive
standard for hele USA, således at de mange forskellige mønter, der cirkulerede,
kunne undgås. De var designet af Benjamin Dudley for guvernør Robert Morris,
hvis ide var et decimalsystem med en sølv 1000 unit, der skulle kaldes »mark«,
500 unit, som skulle hedde »quint«, en 100 unit, der skulle gå under navnet bit
(cent) samt en kobber 5 unit (five). Disse mønter, der aldrig kom over
prøvestadiet, har omskriften: NOVA CONSTELLATIO og bærer årstallet 1783.
Da prøvemønterne ikke førte til noget, lod guvernør Robert
Morris 1785 en række kobbermønter præge i Birmingham i England. Disse, der
bærer årstallet 1783 og 1785, kom til at cirkulere i de Forenede Stater i ret
stor mængde. Motivet var det samme som på prøvemønterne bortset fra
værdiangivelsen på bagsiden, der var erstattet af et »US«.
..