Betyder værksted (møntværksted) og er en nyere betegnelse
blandt numismatikere, når de ønsker at omtale een bestemt af flere
møntværksteder i samme by. Det er især ved senromerske mønter, man finder denne
form for møntstedsmærker. Disse er normalt angivet på møntens bagside i
afsnittet (exergue) i forkortet form. Dette viste sig at være hensigtsmæssigt,
idet mønterne efter Diocletians møntreform kom fra ca. 17 forskellige byer i
hele riget. Mærket består som regel af 3 dele:
1: Forkortelser, der fortæller, at det følgende er et
møntsted; fortrinsvis som SM=Sacra Moneta (Den hellige Mønt i .... ), P=Pecunia
(Penge fra .... ) eller M=Moneta (Mønten i .... ).
2: Forkortelser for selve møntstedet, f.eks. TR=Trier,
ANT=Antiochia, ALE=Alexandria etc.
3: Sidst følger så det tal, der angiver hvilket værksted
(officin) på Mønten, der har produceret stykket. Dette er hyppigst angivet med
græske bogstaver: A (1), B (2), Γ (3), Δ (4) etc., medens man ved nogle
møntsteder i Vesten brugte latinske ordenstal: P=prima (officina)=det første
(møntværkstad), S= secunda (2), T=tertia (3) og Q= qvarta (4). Nogle
møntværksteder var dog så små, at de ikke var opdelt i officiner og derfor ikke
havde numre. På byzantinske mønter er brugt et lignende system indtil midten af
700-tallet.
..