Olielampe - studererlampe - af messing med kuppel af opaline. Forrige århundrede (LFS).
Lavedes i oldtiden af terrakotta eller bronze i form af aladdinlamper som senere udvikledes til romerlampen med indtil fire vægetude. Disse lampetyper blev benyttet til op i 1700-tallet, og messing- eller sølvlamperne fra denne periode er dem, der oftest kommer i handelen idag. I middelalderen benyttede man tran- eller tællelamper samt kolaer (flade skåle af metal, oftest jern) hængende i en såkaldt kjælske, en grydekrog med hak til indstilling af højden. Endnu i 1880'erne brugtes de på landet. Omkring 1780 dukker studerelampen op, fremstillet i jernblik eller messing med oliebeholderen på en stang og vægen i en rundbrænder, indesluttet i et glas. Denne og andre senere udgaver med forskellig type oliebeholder var tit forsynet med en skærm af opalglas eller farvet/dekoreret glas til mildning af lyset.
Et par franske empire-olielamper af patineret og partielt forgyldt bronze (ABR).
Har været kendt siden oldtiden og forekommer i mangfoldige konstruktioner. Enklest er små skåle af lertøj med en tud eller et dækket lampested med vægehul, det ligger altid meget lavt, fordi olien ofte var af en kvalitet, så vægen ikke kunne suge den ret højt op. Disse o. kendes både i keramik, metal og sten. Romerlampen er i princippet en sådan o., den har tre eller fire vægetude, og gennem oliebeholderen går en akse, som den kan køres op eller ned ad. Ved hjælp af et kædesystem, kan den så fiksere s i en bestemt højde. Foden har gerne en skålformig fordybning i midten og kan fungere som drypskål. Foroven kan der ved kæder hænge en nål til rensning af vægehul, en lysesaks og en lyseslukker. Romerlampens materiale er gerne messing, og den har været almindelig brugt op i forrige århundrede. En ret almindelig type bestod af et cylindrisk glas, som foroven fyldtes med olie, og som i bunden havde vand. Olien er lettere end vandet, så de to væsker blandede sig ikke. Oven på olien anbragtes en lille flyder med hul i bunden, og gennem hullet var stukket en væge, som så kunne brænde, indtil den nåede vandet. Mange af de glas, som man antager for humpler har ret sikkert tjenestegjort som lampeglas.
Glaspærelamper var o. hvor man opbevarede olien i en rund eller pæreformet glasbeholder, som var anbragt på en stage af glas eller metal. Foroven var der så anbragt et vægested. Styrteflaskelamper var kendt i 1500-tallet, de består af en lukket beholder til olien, som løber ud i et nedenfor anbragt horisontalt stillet rør med et vægested. På grund af atmosfærens tryk på overfladen, kunne olien ikke løbe ud hurtigere end den forbrændtes. Sådanne lamper fandtes både til ophængning og på stager. Studerlampen er anbragt forskydelig på et stativ, den har en oliebeholder, som er anbragt højere end vægestedet og forbundet med dette ved et rør. Vægen lader sig skrue op og ned, den er rundvævet, og omkring vægestedet er anbragt en glasskorsten. Der kommer luft til vægestedet gennem perforeringer under det, og den nye luft, der til stadighed cirkulerer op gennem skorstenen giver bedre forbrænding og klarere lys. På moderatørlampen, der har oliereservoir i foden, presses denne af et fjederdrevet stempel op til vægestedet, og i carcels lampe, pumpes den op af et urværk.